Søndag den 29. juni.

Klokken er 8.00, vi er i Skagen og oppe i cockpittet render ungerne friske rundt, leger tagfat og venter på at komme op i byen og shoppe (ja, jeg bliver jo nok nødt til at følge dem op i gågaden!). Ude i forkahytten ligger de to herrer og sover. Jeg får mig min morgenkaffe nr. 3, solen er ved komme frem af skyerne – alt ånder idyl!
Men for bare 3 timer siden så Timshels verden noget anderledes ud!
Lad os starte ved begyndelsen:
Klokken 9.00, søndag morgen, Timshel klar til afgang. Dermed ikke sagt, at alle medlemmer ombord var klar, men da vi havde en lang dag foran os, var der jo masser af tid til at sove rusen ud! Mens Thomas Nørgaard telefonisk ønskede os en god tur, så var andre venner kommet ombord for at sige farvel. Nogle af dem så ud, som om de havde været til samme fest som os andre. Men det var også tydeligt, at deres fest havde varet lidt længere end vores (selv om Martin fortsatte festen ombord – offerfesten!).
Der blev knuset farvel med Jette, Ole, Anette, Peter, Johan og Emil – Emil, som råbte om kap med Lucca på vej ud af havnen – der var næppe nogen, der var i tvivl om, at det var en længere tur vi skulle på!
Vi havde jo egentlig regnet med en rigtig sejlerlækker-vejrudsigt, men allerede i Hou hang der skyer hen over os. Det gik dog alligevel for motor de første mange timer. Både Martin og jeg var nede og sove middagssøvn. Da jeg lå sammen med Ruben, som af andre årsager også sov middagssøvn, stod jeg selvfølgelig op sammen med ham, da han vågnede frisk og veludhvilet ved 14-tiden. Martin så vi dog ikke før engang lige inden aftensmaden, som han i øvrigt havde lidt svært ved at få ned!
Vi skulle egentlig have haft fisk til aftensmad. Stefan  havde fanget 3 hornfisk, hvoraf den ene af dem var sådan ca. 70 cm lang. Lucca var meget stolt og forkyndte straks: ”Jeg sagde jo, at min far var god til at fange fisk!” Hun var dog ret skuffet, da de ikke blev serveret til aftensmad samme aften. Til gengæld fik vi pasta og en kød-bønne-sovs, som jeg havde med hjemme fra fryseren. Hornfiskene skulle vi så have til gode til Skagen.
Ved 19-tiden begyndte det at styrtregne – til stor fornøjelse for Ruben – men for os andre var det ikke helt så sjovt. . . en nat med vind og regn – og stadig milde tømmermænd – næ, det var ikke lige, hvad vi havde ’regnet’ med (ha-ha . . . en rigtig Ole Sørensen vittighed!)
Nå, men planen blev altså den, at jeg gik til køjs med Ruben ved 20-tiden (på det tidspunkt havde Lucca allerede sovet i 2-3 timer), og så skulle Stefan og Martin ordne resten, indtil en af dem ville afløses af mig. Jeg regnede med en stille og rolig nats søvn sammen med mine to børn – men det skulle ikke blive helt så nemt. Jeg havde godt på fornemmelsen, at de to herrer havde deres kamp med vind og vejr ude på dækket. Men jeg fik da også hurtigt min kamp med først én, senere to søsyge børn - samtidig med at jeg selv havde en moderat krise. De klarede det dog storartet, der var ingen klynk eller tårer – kun opkast – og så ned og ligge helt stille igen! På et tidspunkt hang de begge to samtidigt over baljen . . . jeg håbede bare, at de ikke skulle til at skændes over, hvem der skulle have lov først! Da Lucca havde kaldt på baljen for ca. 7. gang (hun mener selv i dag, at hun har kastet op 11 gange! Meget stolt!) – håbede jeg bare, at søen snart ville lægge sig, for vores forventede ankomst til Skagen var ikke før klokken 12.oo!
Pludselig så jeg Martin kravle op på dækket med benslerne til storsejlet . . . og da jeg kiggede op, så jeg til min største lettelse, at vi var ved at sejle ind i Skagen havn! Og klokken var kun 5.oo! Vi fik oven i købet en rigtig god plads (hvilket ikke er en selvfølge i Skagen). Da børnene kort efter vågnede var al søsygen væk - og Lucca jublede straks over, at vi så endelig skal have fisk til aftensmad. Taget i betragtning af hendes nat, så var det alligevel flot, at det først hun kunne tænke på, var fisk. Hvad ville Palle Jensen mon have sagt i en sådan situation?!?
Også Ruben mente senere på dagen, at det havde været hyggeligt at sejle! Og Martin havde jeg hørt sige – midt i den værste regnbyge – at det faktisk var flot med alle de forskellige farver og skyformationer.
Så jeg må konkludere, at selv om det har været en lettere anstrengende nat, så er jeg stolt over mine to dygtige gaster og mine to seje børn!

Birte.

Skagen den 4. juli

Klokken er 9.30, det er fredag – og vi befinder os stadig i Skagen!!! Det er altså ikke af egen fri vilje – det er de der forbandede vejrudsigter, der bestemmer vores laden og gøren. Indtil videre har vejrudsigten altså forbudt os at sejle videre. Norge må vente lidt endnu! Det så ellers ud som om vi kunne have været sejlet af sted allerede onsdag morgen . . . alt var pakket og provianteret og klart til afgang . . .  men så lavede de lige prognoserne om, og da vi ikke lige vil byde ungerne endnu en gyngetur i frisk vind ude på det åbne hav, ja, så udskød vi vores afgang – og sov længe i stedet for!
Vi har jo alle dage nydt at ligge i Skagen havn. Det er faktisk en af mine (Birtes) yndlingshavne. Stefan synes måske nok den er lidt dyr – om dette skyldes den ret pebrede havneafgift på 180 kroner – eller om det skyldes den nært beliggende gågade – det vides ikke. Det er nok en kombination af begge dele! Men det er altså en god indkøbsgade!!!

De andre år har vi altid haft strålende solskin. Faktisk har her været hedebølge hver gang. Så selvfølgelig har meget af dagen gået med at besøge Skagens lækre sandstrande. Men i år har vores Skagens-besøg ikke just været domineret af hedebølge. Det har faktisk regnet meget af tiden – styrtregnet. Så foruden de almindelige strøg-, gå- og løbeture, har vi været i svømmehallen, hvor der var en 70 meter lang rutsjebane! Lucca var ellevild. Ruben var lidt mere skræmt, men han hundefrøs altså også fra starten af. Selv om de havde et ”småbørnsbassin”, så var det desværre ikke opvarmet. SÅ derfor rendte Ruben mere rundt med håndklæde om sig end han var i vandet. Ikke desto mindre syntes han, det var rigtigt sjovt at være i svømmehal – og kun en is kunne lokke ham med ud!
Foruden svømmehallen har det desværre været nogle lidt kedelige dage for børnene – og dermed ret anstrengende dage for os voksne. Det er jo altså lidt svært at lege, når det regner uden for og det er begrænset med plads hernede ombord. De har dog holdt humøret højt – nogle gange lidt for højt! Jeg har faktisk overvejet at ”gæstebesøge” den lokale børnehave, så de kan få afløb for al deres energi. 

De to herrer ombord har haft godt gang i Timshels netcafé! Foruden et stort indtag af koffein (i form af kaffe – rimeligt harmløst!) – har der været et stort forbrug af bits og bites! De har jo hver deres hard- og software med ombord – og det bliver flittigt benyttet! Jeg tror faktisk, at Martins computer grej fylder mere end hans øvrige bagage (tøj, toiletting, redningsveste, regntøj, sko og støvler!). Men det må lige siges, at vi andre også nyder godt af deres udstyr (ja, altså det digitale udstyr!) – vi har da set nogle hyggelige DVD-film, og jeg har fået set ”Amy´s ret”. Så det er ikke kun nørderne ombord, der får lov til at nyde de digitale medier! 

Men takket være sidstnævnte udstyr, kan jeg skrive denne dagbog – og den kommer on-line snart! Håber alle jer, der er inde og kigge på vores hjemmeside, har det godt – og husker at sende en lille hilsen på vores gæsteside. I kan jo også sende mails på vores fælles e-mail adresse: Familien@gerbers.dk 

Nu håber jeg ikke, vi skriver dagbog igen, før vi er kommet til Norge (pøj, pøj, pøj). 

Regnvåd, men kærlig hilsen fra besætningen og Birte!

Norge

Vi sidder - er nu på en idyllisk lille ankerplads, i en bugt på Skjernö, Norges sydligste beboede ø. Solen skinner, rødvinen er skænket – ja, hvad mere kan med bede om. Nå, men for at dette er muligt kan I jo nok regne ud at vi er kommet til Norge. Så lad os starte derfra.

Fredag, kl. 17.00 efter at Stefan Og Rise, utallige gange, havde forsøgt at konkurrere med Jarnvig, omkring evnen til at lave metrologiske konklusioner. Gang på gang, var de to på nettet, oppe ved havnekontoret eller han i radioen for at høre den seneste vejrmelding, og drage de rette konklusioner ud fra disse. Endelig fredag, eftermiddag, kom Stefan løbende ned på båden, at nu så vindkortet rigtig godt ud og samtidig med, lød det fra den nys ankomne nabo båd, at det højest blæste 8m/s ude ved Skagens gren. Så i huh og hast, blev vandtanken tanket med det Skagens gule vand (Birte bryder sig på ingen måde om Skagens vand), tingene blev flyttet rundt, så deres flyvemuligheder var begrænsede, og fortøjningerne blev kastet.

Af sted det gik, ud gennem Skagen havn og vi fik sat sejl. Så gik det op mod det nordligste Danmark, i nogle halvstore dønninger. Vi var ikke nået ret langt før Lucca fandt det klogest at gå ned for at sove. Ruben derimod, sad og hyggede sig med os oppe i cockpittet. Endelig fik vi lov, at dreje til venstre mod Norge, og dønningerne blev meget mere behagelige. Martin ville dog lige understrege at vi stadig var ude på det store hav, så på en eller anden underfundige måde, at få snuden til at dykke så meget ned i søen, at der kom vand ned til Birte gennem kahytsnedgangen.  Som tiden gik blev alle Stefans bekymringer gjort til skamme, da vi allerede kl. 01:00 fik så vindstille at vi var nødt til at starte motoren, og bruge den resten af vejen til Kristiansand. Undervejs havde Martin, (rookie til dybvandssejlads i denne besætning) fornøjelsen af i adskillige timer, at være på så dybt vand at dybdemåleren måtte give op. Omkring ved 2 tiden, var Birte så skuffet over at hendes børn, bare sov trygt og godt, at der ikke var andet for end at hun måtte komme op i cockpittet og hjælpe Stefan og Rise med at sejle båden. I erkendelse af at det nok blev en lang tur, valgte Stefan at tage i mod tilbuddet om at gå ned at sove et par timer (Han havde allerede forsøgt at sove en ½ times tid på cockpit bænken). Der gik dog ikke meget mere end en 1½ times tid, så turde han ikke lade os (Rise & Birte) sejle alene længere. Dette valgte Rise så at udnytte, så han valgte at sove et par timer. (Der er nu ikke noget bedre, end at ligge langs skrogsiden og hører vandets rislen). Nå men tiden gik, og solen, stod op igen, om end den nærmest aldrig var gået ned, hele natten havde vi kunne se et rødligt skær, mod nordvest, nord og senere nordøst. Alt i alt endte det med en rigtig flot morgen, høj sol og dybt vand ind gennem fjorden til Kristiansand. Kl. 10:00 ankom vi til Party City – eller hvad det nu var. Vi fandt en plads ved en flydebro ud for Krisitiansand, og Birte hastede op sammen med børnene for at finde et sted de kunne bade. Imens, tøffede Stefan rundt og ordnede diverse småting på båden. Og Rise sørgede for at cockpit bænken ikke flygtede nogen steder hen. (Det var en hård kamp at holde den nede). Dog gik der ikke lang tid før at end hver dansk Opel GSI ejer ville være misundelig – den taktfaste bas begyndte at runge gennem vandet. Nordmændene havde weekend – og det betyder fest. Bådene for rundt, musikken drønede, solen skinnede og alle var glade. Dog blev vi alligevel enige om at det bedste var nok at finde en lidt mere stille plads, så vi flyttede båden ind i gæstehavnen, og kom til at ligge langskibs ved kajen. Dette gav da ro for bølgerne men musikken var der stadig. Nu valgte Rise så, at det måtte være tid til endnu en lur, så han kravlede ud i forkahytten, og han opdagede slet ikke de voldsomme dramaer, der udspillede sig undervejs.
Birtes udførlige beretning (Jeg er bestemt inkompetent til at komme med den slags voldsomme episoder) .
Efterhånden som tiden var gået, fandt Birte det passende at tjekke om Rise stadig havde en puls, og i øvrigt spørge ham om han ville have noget at spise.  Vi fik så Chef de Cusine Stefan Gerbers, Boller i kary. Resten af aftenen fornøjede vi os med at studerer den norske ungdoms udskejelser.
Det blev nat og det blev morgen den 6 dag, og vi stod op til endnu en flot solskinsfyldt morgen. Dvs. Birte stod op, og rekognoserede vejret for os, Stefan og Rise valgte at trække den et par timer længere. Inden vi kunne få morgenmad skulle Stefan høre endnu en vejrudsigt, men for at kunne tolke den, blev han nød til at snakke nogle lokale, som kunne hjælpe os med den norske geografi. Når vi nu var i gang med at snakke, så faldt vi også i snak med  en dansker nemlig Sekretariatschefen for Foreningen til Langtursejladsens fremme ( FTLF), Jørn Hoeck som oven i købet var så flink at låne os nogle søkort, samt udpege en del lækre ankerpladser. Klokken var blevet 14:35 og så gik turen ud i den norske skærgård. Inden længe tøffede børnene og Birte ned for at sove middagslur, Rise sad og puttede sig bag sprayhooden, og Stefan holdte skarp udkik med de mange norske motorbåde og fjelde. Inden længe kunne Rise dog ikke holde sig længere han måtte ud at have fat i rattet. Det endte med at blive en rigtig flot tur indenskærs i den norske skærgård. Flere gange havde man fornemmelsen af at der kunne man da bestemt ikke komme igennem, men det kunne man, endda ofte med mere end 40m vand under kølen. Lillebælt og Svendborg sund, gå hjem og læg jer – det er jo brede oceaner sammenlignet med dette område. Slutteligt valgte vi så at søge ind i en lille hyggelig bugt, var bøjerne dog ikke helt stemte med søkortet, så med én knobs fart, sneg vi os ind, og fandt en rigtig lille hyggelig ankerplads, hvor vi nu ligger.

Martin

Mandal - Farsund

Norges sydligste beboede ø det var hvad vi var landet i, Skjernø. En lille hyggelig ø med en lækker natur, det kan man jo stort set skrive om de fleste steder; en lang hængebro til fodtusser, lige nøjagtig så bred at to ikke bredskuldrede kunne passere hinanden, og så ledløs at det var påbudt at gå stille og ikke mere end fem ad gangen, på den 50 meter lange og 52 år gamle bro a la' Borneo. Vi blæste i øvrigt inde en dag og sejlede næste dag til Mandal for at tanke op med vand og proviant. Herfra gik turen til Farsund, 27 sm op ad kysten, men først rundt om et skarp hjørne ved navn Lindenes. En tysker i Farsund fortalte om hans passage af nesset. Han var kommet sejlende i ingen vind for motor, og ved rundingen fik han 15 s/m lige i snotten samt 3 meter høje bølger i tilgift. Historien er senere blevet bekræftet af en nordmand, som havde oplevet det samme. Nå men vores sejlads var tilrettelagt således at vi skulle runde Lindenes langt til søs på 3-400 meter vand og derved undgå brækkende bølger. Da vi måtte krydse rundt var det ikke noget problem, et langt kryds ud og et langt ind, i alt omkring 43 sm. Lucca og Ruben klarede sig igen flot, de er efterhånden ved at være skrappe til at tage store bølger og god krængning.
Vi har haft en overliggerdag i dag onsdag den 9., i morgen ligner en ditto, da de melder en liten kuling, og vi igen skal forbi et område som er "et farligt bølgeområde" - Lista.
I går aftes klokken 21 kom Herdis og Kamma, så velkomstfesten startede lidt sent, men børnene havde sovet meget i løbet af dagen, af samme grund, de var da også de sidste der gik i seng. Martin og jeg sov i cockpittet på luftmadrasser, under teltet. Herdis bliver nogle dage, og følger med i bil, eventuelt sammen med Birte, Lucca og Ruben hvis vejret fordrer eller for hyggens skyld.

Stefan

Lørdag den 12. juli – Tananger, Norge 

Nu ved jeg jo ikke, om der er nogle af vores hjemmesidelæsere, der savner en bestemt beretning . . . den beretning, som Martin kort nævnte i sin iøvrigt ret lange dagbog (se evt. ”Så er vi Norge”). Men de andre ombord mener, at det er på tide, at skrive den lovede beretning. Så det vil jeg gøre nu. Derfor et spring tilbage i tid og sted, nemlig tilbage til Kristiansand, lørdag den 5. juli.

Det var eftermiddag, ungerne havde været ude at bade flere gange, Martin lå ude i forkahytten og sov, Stefan havde også lige lukket øjnene – og resten af Kristiansand havn var ved at varme op til den helt store Party-night. Jeg selv stod nede og forberedte aftensmaden, mens børnene hoppede rundt oppe i cockpittet. De ventede faktisk på, at regnbygen skulle stoppe, så de kunne komme på tur med sight-seeings-toget. Det havde Ruben snakket om hele dagen! Pludselig hørte jeg et ordentligt BUMB – efterfulgt af et vræl. Det var Ruben, der var faldet – lige på snuden – og det blødte helt vildt ud af munden. Der var en ret stor flænge lige under læben, på ydersiden og inde i munden. Så vi var selvfølgelig bange for, at der var bidt hul igennem. (Stefan vågnende omgående, men Martin sov trygt videre – han sov endnu da vi kom tilbage fra skadestuen!) – Ja, for skadestuen skulle vi på. Stefan ringede efter en taxa, og jeg bar den vrælende Ruben på armen op til vejen. Da Ruben så, at det var holdt op med at regne, holdt han kortvarigt op med at græde og sagde: ”Så, nu kan vi komme ud at køre med toget!” – men det kunne vi ikke endnu (efter den kommentar var jeg dog godt klar over, at det nok ikke var så slemt med hans flænge, så han skulle nok komme ud i det tog før eller siden!)  I taxa’en faldt han i søvn – han havde ikke sovet middagssøvn den dag, og efter den tudetur kan man godt forstå, at han døsede hen i bilens tøffen gennem byen! Til gengæld så troede de ventende folk inde på skadestuen, at han var besvimet, så der kom en flink mand hen til mig og spurgte, om vi skulle bytte nummer (ja, de har også ”træk-et nummer-og vent”-princippet i Norge!). Jeg kom til ret hurtigt (sekretæren troede også han var besvimet!), og blev henvist til det nærmeste venterum, lige uden for lægens kontor. I mellemtiden var Ruben vågnet – og startet med at skrige igen. Han lugtede fælt af en ordentlig omgang ble-bæ, og jeg kom i tanker om, at han faktisk havde annonceret dens ankomst allerede inden uheldet. Så jeg kunne regne ud, at det var en lort af lidt ældre dato (og dem, der kender til lugte-bleer, ved, at de er umulige at fjerne ordentligt, hvis der går for lang tid!). Så min største bekymring var faktisk at få skiftet den ble. Jeg fik en new-born-libero-ble af sygeplejersken, men fik også besked om, at det kunne jeg altså ikke nå, for lægen ville komme nu. Nå, men for at korte det lidt af, så: den unge vagtlæge kom - så såret - hentede en tandlæge, som skulle tjekke tænderne og flængen på indersiden – det var ikke nær så slemt, som det så ud – sygeplejersken kom og rensede flængen på ydersiden – Ruben skreg mere og mere – de ville lime, men det kunne ikke lade sig gøre – de gjorde klar til at sy – og mens de var væk, så jeg mit snit til at skifte Rubens lorteble, som stadig stank bestialsk – så skulle han syes, uden bedøvelse – ét sting (og en sparkende Ruben) – og så et plaster (og en endnu mere sparkende Ruben!) – og så ud og betale 140,- norske kroner: 40 kroner for nogle smertestillende stikpiller og 100 kroner for et stk. sytråd! - og så ellers hjem igen i taxa (120 kroner hver vej!).

Så jeg kom hjem med en lettere læbe-hævet dreng, men som i øvrigt var i fint humør. Og dagen efter fik han sin tog-tur!!! 

Epilog: 5 dage senere skulle han have fjernet stinget. Den dag fulgtes vi med Herdis i bil – kørte lige ind til lægecenteret, sygeplejersken fjernede stingene, mens Lucca og Kamma så spændte til, alle fik en ”præmie” bagefter. Jeg skulle betale 35,- kroner for denne behandling – indtil de fandt ud af, at Ruben er under 7 år, og dermed er ”gratis”. Hvor er det skandinaviske velfærdssystem dog dejligt!!!

  Nu springer vi lidt igen – og skriver en dagbogsberetning om dagene den 9. - 13., Farsund – Tananger.

Herdis og Kamma havde jo overnattet på båden, og næste morgen skinnede solen dejligt. Mens vi vaskede op efter morgenmaden fik vi besøg af en journalist, der havde udpeget Stefan til at være morgendagens turist. Så der blev snakket lidt og han blev fotograferet, og så ville der dukke en lille artikel op i Farsund Avisen dagen efter. Det var vi meget spændte på!

Efter denne oplevelse tog vi to kvinder af sted op i byen med alle vores unger. De blev affodret med en ordentlig softice (selv om vi havde bestilt en børnestørrelse, så endte den alligevel med at være alt for stor for dem!) – og så kunne vi vandre videre i trafikken. Der havde været nogle plakater med tivoli, som ungerne med det samme snakkede om. Vi fortalte dem, at det slet ikke var her i byen, men et heeeelt andet sted. Herdis og jeg fik dog hurtigt øje på selve Tivoliet – på en plads for enden af byen – ikke ret langt væk fra havnen. Så vi sørgede for at manøvrere os rundt i byen – uden at de opdagede karrusellerne. Det lykkedes . . . indtil videre!

Om eftermiddagen pakkede vi (igen os mødre) bilen med strandting og børn, og så kørte vi ud til en lækker badestrand med tilhørende campingplads – og hoppepuder! Så der blev badet og leget! På vej tilbage købte Herdis en ordentlig omgang rejer, som skulle pilles og rettes an til nogle kæmpe rejemadder (når ungerne var lagt i seng! Aftenen før var de først kommet i seng klokken 2.00 – så vores plan var, at putte dem tidligt, så vi kunne få en fredelig voksenaften. Men sådanne planer holder sjældent! Heller ikke denne aften!).

Mens vi var på badetur, havde Stefan og Martin været på jagt efter nye gasforsyninger (altså den slags gas, som skal bruges til komfuret!). Det viste sig desværre, at Norge ikke følger EU-standarderne. Så vi skulle til at skifte vores system ud, eller det vil sige, der skulle indkøbes en ny adapter og en anden slags flaske. Dyrt, dyrt – så vi ville lige vente tiden an, og se, om man dog ikke kunne finde en EU-udgave andetsteds. (Det fandt vi dog aldrig – så her i Tananger blev der ofret penge på gassen, så vi fortsat kan få varm kaffe og mad!) 

Om aftenen vaskede jeg tøj, Herdis pillede rejer, Stefan lavede et eller andet (han snakkede sikkert med nabobåden!) og Martin tog ungerne med på tur i vores nye gummibåd. Martin elsker dette legetøj, så han kan gav dem den helt store sight-seeing-tour. Og gæt, hvor han sejlede dem hen . . . ja, lige ud foran dette store tivoli!!! Tak Martin, tak for at du kom hjem med tre vilde og plagende unger! Så vi måtte love dem, at hvis vi blev i Farsund, skulle vi nok tage dem en tur med op i tivoli, dagen efter! 

Men det nåede vi nu aldrig. Efter en hyggelig aften med rejemadder og gode vejrudsigter, gik vi seng med vækkeuret sat til klokken 8.00! Det var meningen, at Martin og Stefan skulle sejle båden videre til Egersund, mens Herdis og jeg tog Golfen derhen (ja, og børnene!). Så kunne vi nå at bade og ordne sygehusbesøget og få en tøsesnak (det er jo dejligt med sådan et veninde-besøg! Det kan godt blive lidt ensomt med udelukkende børn, mænd og computere ombord!).

Vi blev smidt fra borde ved 9-tiden, og mens vi drak vores kaffe færdig, legede ungerne på græsset. Vi skulle jo lige vente på Dagens avis! Men af en eller anden mærkelig grund – ja, lad mig bare afsløre det nu – så glemte vi alt om avisen, da vi endelig fik pakket bil og børn færdig. Det var virkelig ærgerligt, dengang vi kom i tanker om avisen, den kunne ellers have været et sjovt minde!

Nå, men vi havde en dejlig biltur – med rigtig bjergkørsel og mange flotte udsigtspunkter. Ungerne sov fredeligt, da vi klokken 13.30 ankom til Egersund, hvor vi blev ringet op af Stefan, som spurgte, om ikke de bare kunne sejle videre til Tananger – det gik jo lige så godt. Det måtte vi næsten sige ja til – på en eller anden måde skulle vi nok få tiden til at gå indtil klokken 23.00! Så vi lagde ud med en badetur ved Egersund – en kæmpe succes – indtil det blev lidt for koldt. Men succeserne fortsatte med is og hyggekørsel videre til Stavanger. Til sidst blev det dog lidt for meget for ungerne (klokken var ved at være 18.00 – spisetid), så i stedet for at drille hinanden, fik vi dem til at holde udkig efter ”den gyldne måge”. Vi fandt dog ingen McDonalds, før vi endte inde i selve Stavanger by. Her parkerede vi bilen og kig op i gågaden (hyggelig gågade i øvrigt – desværre var butikkerne lukkede!) – hvor vi fandt en McD med bolderum!!!! Til stor begejstring for the kids og til stor lettelse for os trætte mødre!

Klokken 20.30 lukkede P-huset, så vi måtte forlade legerummet allerede efter en times tid – og så blev der spurgt om vej til Tananger, en lille by uden for Stavanger, hvor havnen skulle være gratis (havde Stefan hørt af en af hans utallige nye sejlervenner!). Da vi kom derud var klokken 20.45, det var blevet koldt og blæsende – og udsigten til at skulle holde de trætte børn hen til klokken 23.00 var ikke særlig rar! Men heldigvis havde herrerne fået rigtig meget vind, så forventet ankomst ville være klokken 21.45 – lød den sidste melding! (I kan godt fornemme, at vi fik SMS’et en hel del). Det lød jo allerede meget bedre. Takket være et indkøbscenter, der først lukkede ”om fem minutter” fik vi købt nogle gode kiks, som der blev leget købmand med! Det sidste kvarter holdt hårdt, men endelig fik vi kontakt med dem via Walkie-talkierne. Og klokken 22.00 var Timshel fortøjret, børnene livet op igen, mødrene lettede og sejlerne var godt trætte! 

De efterfølgende dage er der ikke så meget at berette om. Herdis og Kamma forlod os om eftermiddagen – en rigtig trist og grå dag – så det hjalp ikke just på afskedshumøret. Hun skulle fortsætte sin teltferie i to dage, indtil hendes færge skulle afgå fra Kristiansand søndag morgen. Vi andre har været oppe i indkøbscenteret og på legepladsen adskillige gange – og nu venter vi på en ordentlig vejrudsigt til at kunne krydse Nordsøen! Så jeg håber ikke, vi skriver dagbog igen – før vi er ankommet på Shetland!    

Tananger - Lerwick

Så kom vi endelig af sted på togtets forhåbentlig længste sejlads. Klokken 16.45, søndag den 13. forlod vi Tananger Havn med en god vejrudsigt fra farvandsvagten på DMI. De lovede aftagende vind i løbet af de to dage. Det holdt godt nok ikke stik, da vi hver dag havde fra 3 – 10 sek/m, men det er jo heller ikke for meget. En frisk vind på åben hav laver dog bølger, så det kan være lidt ubehageligt at være om læ. Lucca og Ruben blev også lidt søsyge, men humøret steg straks efter en lille bræktur, imponerende.
På vej ud af den norske skærgård, dukkede der en stor fed sæl op af vandet, den betragtede os længe indtil vi til sidst kom for tæt på, så nikkede den farvel og slog et slag med luffen som afskedssalut for Timshel og dens besætning. 

-         ”Vi nåede i øvrigt at løbe tør for gas inden vi skulle af sted, så vi måtte investere i  nyt gasanlæg (flaske, adapter og slange). Typisk så kan Norge ikke have samme system som resten af Europa, nu de ikke er medlem af EU.”

Klokken er tolv midnat og jeg sidder og skriver logbog, det er stadig ”lyst”, i hvert fald nok til at skrive/læse uden kunstig lys. Vi har haft en meget flot solnedgang klokken 23.00, nu er månen på vej op i sydøst, rød og fuld, lige efter almanakken, et lige så imponerende skue.

Dagen efter var der flot sol og en halvvind mellem 3 og 10 sek/m. Det gav en dejlig sejlads og fart. Bølgerne var igen en faktor der ikke gjorde sejladsen til en af dem som Lucca og Ruben vil tænke tilbage på som en af de bedste.

Lige nu Ligger vi i Lerwick havn hvortil vi ankom ved 6 tiden her i morges, lokal tid. Det har altså taget rundt regnet 37 timer.
PS! Da vi sejlede ind mod havnen i Lerwick dukkede der en stor sæl op, magen til den der sagde farvel i Norge, gad vide om det var den samme eller om det var en fætter der havde fået besked om at sige hej når nu vi nåede frem.

Stefan

En beretning fra de vindomsuste øer. 

Ja, i går kom vi som nævnt til de kolde, vindomsuste Shetlandsøer…. Troede vi, i dag har vi haft en af de flotteste dage, der længe har været på Shetlandsøerne – det siger de lokale også – høj sol, og næsten ingen vind. Med sådan en vejrudsigt var det jo givet at folket ville ud at bade, så allerede inden Rise & Stefan havde fået snøvlet sig ud af køjerne var badetaskerne pakket. Mon ikke Lucca havde pakket en 3-4 gange i løbet af formiddagen. Nå, man da vi ”voksne” endelig havde fået snøvlet os igennem morgenmaden, hoppede familien Gerber i gummibåden og sejlede over til de 7½m² badestrand mellem nogle af de typiske huse. Det skal lige nævnes at badetider skal planlægges efter høj og lavvande idet, der ved højvande overhovedet ingen badestrand er – den er våd.

Mens familien Gerber badede valgte jeg, Rise, til familiens store forundring at forlade min faste plads liggende på tværs af cockpittet bag rattet i en halvsovende tilstand. Jeg tog mig en rask lille gåtur rundt i Lerwick by, og fandt diverse små stier, langs kanten af byen, forbi både kirkegårde og golfbanen. Dette var dog ved at koste mig livet adskillige gange – de skide englændere kører jo i den forkerte side af vejen. Nå men jeg slap da levende hjem, og mødte familien, der havde pakket madpakken, fyldt cykeltraileren, med børn, drikkevarer og madpakker – for nu skulle vi på gåtur. Igen gik vi op gennem Lerwick by, og rundt om en lille sø, for at ende ved det største supermarked i byen, så nu skulle der provianteres. Den største udfordring efter sådan at have provianteret, er hvordan man for det hele til at være sammen med 2 børn i en cykeltrailier – men hvis man sætter børnene i først og derefter stabler kan det godt lade sig gøre.

Da vi kom retur til båden, lykkedes det endnu en gang Stefan at falde i snak, denne gang med skipperen fra den eneste anden danske båd der ligger i havnen. Han havde lige taget en lille singlehand tur, fra Danmark til Torshavn, og nu fandt han det passende her på hjemturen lige at tage et enkelt stop på Shetlandsøerne….. Og vi synes at vores 200 mil sejlads var lang….. (alting er vistnok relativt). Birte havde ikke helt fået stillet hendes indkøbslyster så Lucca og Birte smuttede lige en tur op i byen, Stefan gav sig til at designe hans nye Fiskebænk ud af diverse gamle papkasser han nu kunne grave op af den nærmeste container, og jeg selv valgte at tage Pjåsen (Ja det hedder gummibåden – jeg ved ikke helt om det er blevet nævnt tidligere, men da vi lå på Skjernø fandt vi at det var tid til at indvie den nye gummibåd og døbe denne. Alt var kørt i stilling, champagnen var lagt på køl, ungerne gejlet op og alle glade – indtil vi hørte denne stille vislende lyd af en utæt cykelslange – den nye gummibåd var utæt. Rise og Stefan, legede straks cykelmekanikerer af højeste kategori, Team CSC mekanikerer ville være misundelige på den omhu der blev lagt i at lappe den stakkels gummibåd – men den blev tæt og den er blevet døbt ”lille Pjåsen”.)

Jeg måtte lige ud at se på de 2 små skibe der havde sneget sig ind i havnen – et Krydstogt skib, fyldt med amerikanere og japanere, lå på reden og havde ligget der hele dagen, og midt på eftermiddagen, var der ankommet en 3 mastet fuldrigger fra Malta, også fyldt med turister, så der var gang i Lerwick by i dag. Alle de gode amerikanerer går nu hjem i den tro at det da altid er flot og smukt vejr på Shetlandsøerne…….

Endelig var det blevet tid til aftensmad og mand kan jo ikke have en flok amerikanere rendende rundt i byen uden at blive inspireret, så vi havde besluttet os for at det var tid til grillmad, så grillmeister Stefan, tog en engangsgril og satte sig hen under trappen og grillede, under kyndig overvågning af Lucca, som har fundet ud af at det faktisk er ret sjovt at sidde oppe under salingen i en bådsmandsstol og gynge. Så gik den dag, og jeg sidder nu kl. 23:00 og skriver nede i kahytten, imens Stefan sidder i cockpittet og læser – det er utroligt at de ikke snart har lært, at det skal være mørkt om natten – Faktisk er det helt utroligt så lyst det er.

Rise @ 60º09’N 1º09W

Lørdag, den 19/7 – Kirkwall, Orkney

Så sidder vi her igen i sikker havn – om end den er noget upraktisk (ingen strøm, ingen vand og ingen nem landgangsmulighed for børnene) – og i øvrigt ikke helt så charmerende som Lerwick på Shetland.
Vi forlod jo den dejlige by Lerwick (som udtales Lørrik) tidligt fredag morgen – med en mammut brandert i kroppen. Den vender jeg tilbage til lidt senere. Først vil jeg berette lidt mere om vores Shetlandsoplevelser.
Som Martin allerede har nævnt i sin dagbog, så har vi været utroligt heldige med vejret. Jeg har snakket med adskillige indfødte, som mente, at dette har været de bedste soldage i flere år. Der var én, der sagde: ”You’re lucky! On Sunday it might be gale for the rest of the year!” Ja, gale betyder altså kuling!
Timshel lå tætpakket blandt adskillige norske både i en lille, men meget travl havn, placeret inde i centrum. Der var nok at se på. Det var dejligt, og det hele tager sig selvfølgelig meget mere charmerende ud, når der er høj solskin. Hvis det havde været en typisk shetlandsk gråvejrsdag, så havde byen været ret deprimerende. Alle bygninger er nemlig i forvejen grå-grå-grå, og heller ikke særligt velholdte. Så jeg må sige, efter sådan en Nordsø-overfart var det en opfriskende oplevelse at komme til denne havn.
Shetland er jo et oprindeligt skandinavisk land. Shetland og Orkney blev foræret til Skotland som en medgiftsgave/pantelån, da Margrethe den 1. blev gift med en eller anden skots prins. Det var engang i 1400 tallet, hvor den danske konge var konge for Norge, Sverige og Danmark  – men stadig i dag er Shetland meget knyttet til Norge. Flere gadenavne og bygninger har stadig norsk islæt, for eksempel Hotel Kveldsro og Sandveien. Flere norske kongenavne er også til stede i gadebilledet (King Haakon/Harald/Olaf/Magnus/Erik Street). Og Lerwick kommer da også fra det norske ”Leir-vik” (ler vig, altså muddy bay). Der er flere af shetlænderne, der har rødder tilbage i Norge, og mange taler lidt norsk. Men det kan selvfølgelig også skyldes den mængde af norske sejlere og turister, der valfarter til Shetlands øerne.
Om torsdagen, hvor det blæste for meget til at kunne sejle videre, valgte vi at leje en bil og køre lidt rundt i landet. Også det var en smuk oplevelse. Undervejs gjorde vi holdt ved et idrætscenter, hvor der blev badet i den lille, men hyggelige svømmehal. Så fik jo også lige ugens brusebad!
Om aftenen inviterede vi vores nabobåd over på en drink. Jeg regnede med, at de lige skulle have en enkelt, måske to øl. Men det skulle de fine englændere ikke . . . de skulle havde meget mere! Så det fik vi andre også. Skidehyggeligt! Men da klokken nærmede sig 02.00 – velvidende at vi alle skulle op 4 timer senere – var jeg ved at være lidt nervøs for morgendagens lange sejlads. Det engelske par lod ikke til at være så bekymrede (de var selvfølgelig også godt berusede!) – men de har heller ikke børn ombord, der kræver nogle friske og veloplagte forældre! Men de tog da af sted (selv om vi alle godt kunne have fortsat lidt længere tid!) – og der var en hel del øldåser, der blev knust og smidt i affaldspanden.
Næste morgen fortrød jeg bittert, at jeg ikke bare var gået i seng. Herdis og jeg har jo engang krydset ”The bay of Biscay”  med de heftigste tømmermænd – men denne morgen følte jeg det tusind gange værre (jeg er sgu blevet for gammel!). Og børnenes søsyge m.m. gjorde absolut ikke situationen bedre! Der var bølger, som føltes højere end de reelt var. Der var regn, vådt og koldt – og der var kortvarigt også lidt sol og varme. Der kom tåge ind over, som heldigvis fik dæmpet bølgerne betydeligt, men som til gengæld fik alle mand op på dupperne – og der kom gang i radar’en!
Vi gik i havn (Orkney) klokken 00.30, og blev guidet på plads af nogle skotter, der sad og hyggede sig på en båd med nogle små genstande. Ungerne var klar til fest – efter 18 timers mere eller mindre dvale-tilstand! Men det var vi andre ikke, så der blev sagt godnat (og læst et par eventyr!!!).
I dag har vi vandret rundt i byen og kigget lidt. Jeg er så småt begyndt at bekymre mig om vores vinbeholdning. Vi havde masser af vin med – men vi har ikke så meget tilbage. Og her i Skotland/England er vin altså faktisk dyrere end i Danmark! Og sådan nogle Gerbers som os, vi rutter jo ikke bare med pengene for at få noget vin (jeg tror snart jeg ringer til min mor – det må da være muligt at sende noget Aldi-vin pr. Poste Restante til Inverness!).
Hvad penge angår, så holder vi os faktisk inden for budgettet. Vi har endnu ikke været ude at spise, og vi hænger heller ikke på bar hver eftermiddag. Vi har faktisk ikke fået noget serveret andet end den daglige is. Men der ryger jo altid lige lidt penge på det ene og det andet. Vi registrerer det som ”Diverse” i regnskabet . . . en ganske stor post efterhånden. Vi bruger jo også en hel del penge på at koble os på nettet via mobilos’en – og der bliver da også SMS’et en del. Men til gengæld så ringer vi ikke nær så meget, som vi gjorde sidste gang vi var på langtur.
I Norge sparede vi også en del havnepenge, da flere steder var gratis. Det fandt vi ud af takket være Stefans talegaver og snakkebehov hvad havne, vejrudsigter og navigationskort angår. Til gengæld var Norge ret dyr med mad og drikke – men det er jo ikke noget nyt. Vi opdagede dog nogle områder, hvor det var overraskende billigt, for eksempel Nescafé Gold, 200 gram: 40 norske kroner! Næsten halv pris! Det er da billigt!
Her på Shetland og Orkney har det indtil videre også været en god forretning at ligge i havn. 60 kroner i Lerwick; indtil videre gratis her i Kirkwall (vi kan ikke finde noget havnekontor!). Standarden er selvfølgelig ikke helt den samme som i danske havne, men da vi alligevel ikke bruser så tit, så er det vel lige meget! (Det skal lige nævnes, at det kostede 110 kroner for strøm på Shetland. Så vi overvejede ganske kort, om det nu var nødvendigt med landstrøm. Men taget i betragtning af Timshels digitale udstyrs el-forbrug, så valgte vi at blive koblet på landstrømmen. Penge godt givet ud! Det var nemlig et engangsbeløb, og vi lå der i 3 dage!)
Mad og drikke (bortset fra vin!) er faktisk billigt – selv om det jo normalt plejer at være dyrere på øer end på fastlandet. Så jeg er spændt på at se prisniveauet, når vi endelig når fastlandet . . . måske bliver der jo råd til en god flaske rødvin!
Håber alle jer, der efterhånden er ved at vende hjem fra ferien, har haft nogle gode oplevelser og dejligt vejr! Vi glæder os til at høre fra jer!




Kærlig hilsen her fra to glade børn, en legeonkel, en vejrudsigtshungrende skipper og mig selv, Birte!

Onsdag den 23. juli – Kirkwall - Inverness

Så kom vi endelig ind på The Caledonian Canal!!! Men det skulle tage lidt længere tid end beregnet, og det kostede en del skuffelser og ildelugtende besætningsmedlemmer . . .

Da vi forlod Kirkwall havde vi en lang sejlads foran os; målet var Wick på fastlandet, sidste havn inden kanalen. Børnene fik en kvart søsygepille sammen med morgenmaden, og vi undgik søsyge den dag. Til gengæld sov de time efter time. Da vi endelig kom i havn sent på aftenen, viste det sig at være en forladt havn uden mulighed for strøm, vand eller landgang, (mændene var dog oppe på land, de måtte svinge sig derop!). Om aftenen var børnene selvfølgelig i hopla, så da Stefan og Martin lagde sig ud i forkahytten, hyggede vi andre os med DVD-film. Næste morgen havde vi planlagt en tidlig afgang, men det viste sig, at vi lige skulle have tanket diesel først, så vi kom ikke af sted før ved 7 tiden. Denne morgen kunne jeg ikke få ungerne til at tage en søsygepille – der var nu heller ikke ret mange bølger (kun en masse tåge!, afbrudt af lidt sol ind i mellem) – så efter at Lucca havde kastet op en enkelt gang,  livede de begge gevaldigt op, og der var dømt Party hele dagen. For fuld musik og ingen middagssøvn festede og dansede de sig igennem dagen. Vi andre overvejede stærkt at give dem en søsygepille, så vi kunne få lidt ro! Men på den anden side var det sgu meget dejligt endelig at se børnene nyde en sejlads (og så håbede vi på, at kunne få dem i seng forholdsvis tidligt!).
Vi havde ikke fået strøm eller vand på i 2 dage, - strøm er nu ikke så slemt, vi sejlede en hel del for motor, og så bliver batterierne jo ladet op. Vandsituationen var til gengæld ret kritisk, så vi var begyndt at foretage  spare-foranstaltninger, så som at skylle ud i WC’et med havvand!!! Opvasken kunne vi heller ikke tillade os at tage før vi kom i havn, men det havde Martin nu ikke noget imod! Vi glædede os altså afsindigt til at komme i havn, kan I nok forstå - og få vand, strøm – og et bad! Vi var trods alt begyndt at lugte så meget, at vores naboer i Kirkwall omtalte os som ”The smelly Danes” (tror vi nok?!?).
Undervejs fandt Stefan dog ud af, at vi på ingen måde kunne nå at komme ind på kanalen. Sluserne lukkede allerede klokken 17.00 – og først ved 19 tiden nærmede vi os Inverness, - Caledonien Kanalen. Så vi måtte søge i havn uden for slusen. En havn uden strøm, vand eller brusebad!!! Lige inden vi ankom til havnen startede det med at styrtregne – altså virkelig styrtregne! Det var på en måde et fascinerende syn . . . regn blandet med solskin, og en herlig udsigt til et bjergrigt landskab (The Scottish Highland!) – og pludselig strålede to store regnbuer ude på himmelen!
Denne oplevelse blev dog kortvarigt skubbet til side – for vores havnemanøvre krævede al vores koncentration. Der var regn, vind, strøm, og ja, så røg vi lige ind i flydebroen – plus at jeg tabte forfortøjningen, og ikke havde en chance for at holde stævnen uden selv at ryge i vandet – ja, men vi fik da fortøjret. Forteltet blev banket op på rekordtid – og hele cockpittet dampede af vådt tøj.
Næste morgen var vi klar ved slusen klokken 8.00 – vi blev sluset igennem 2 sluser og lagde så til ved marinaen, der havde det hele!!! Først skulle Timshel dog have en tiltrængt hovedrengøring; imens escorterede Martin ungerne op på en legeplads. Over middag var det tid til os andre at nyde et bad – og bagefter vandrede vi op i Inverness by, Nordlandets hovedstad! Det var en smuk bytur – og så var der selvfølgelig en rigtig gågade – og et kæmpe indkøbscenter! Det var så imponerende, at jeg måtte derop igen dagen efter, bare for at være sikker på det ikke var et Fata Morgana. Det var skønt at vandre af sted på egen hånd – helt uden Stefan, der altid bliver væk for én, fordi han bevæger sig langt foran; og helt uden børn, der løber rundt og stresser med deres (egentlig ret naturlige!) adfærd. Jeg fik (til Stefan store lettelse) ikke købt noget, men jeg fik stillet mit butiks-ose-behov . . . så nu kan jeg holde ud til vi kommer til Dublin!
I eftermiddags sejlede vi så videre op ad kanalen – med Ruben og Lucca på slæb i gummibåden – og med cockpit-teltet halvt slået op, så man kan sidde uden for, men alligevel i tørvejr! Vi sejlede et lille stykke tid, og ligger nu for natten ved slusen, der lukker os ud på Loch Ness. Børnene er spændte på, om de møder søuhyret!!!

Fortsættelse følger . . .  

Inverness    -    "Porten til Atlanterhaet".

Nu er der så igen gået noget tid, og det er blevet tid til at reflektere over den svundne tid. Vi har nået en del på den tid – så lad os prøve at gå tilbage til hvor I sidst hørte noget fra os. Vi forlod Inverness og listede op af Caladonien Kanalen. Dette var i høj grad en modsætning til hvad vi tidligere havde begivet os ud i. Ingen bølger, ingen vejrudsigter at bekymre os om – bare nyde livet. Og det gjorde vi så – ungerne kunne nu pludselig sidde i gummibåden mens vi sejlede, de kunne lege rundt både på og i Timshell – og Lucca dukkede op fra kahytten i andet en sovende tilstand. Ja dette var noget ganske andet – vi sneg os igennem det skotske landskab, på en flot kanal, og englænderne skal ha’ at de er grundige, de fleste steder var de skrå kanter ned mod vandet, fine veltrimmede græsplæner, slusehusene, er små charmerende huse, også med veltrimmede haver. Der er virkelig gjort noget ud af det. Mængden af turister er dog ikke overvældende – der er god plads ved broerne og i sluserne. Dog lykkedes det Stefan og Martin, flere gange at brænde stakkels Birte af – Stefan og Martin, skal jo helst, på en enkelt havnerundfart om aftenen – for lige at sikre sig at der ikke er nogle både der er flottere eller smartere end Timshel (Det er selvfølgelig aldrig sket at der er blevet observeret noget sådant). Under denne tur, skete det gentagne gange at vi rendte ind i nogle andre danskere – og så var det jo tid til at udveksle røverhistorier – den ene gang blev vi sågar budt inden for til kage og kaffe – men så reagerede vores dårlige samvittighed, og vi løb retur til båden, hvor vi fandt den stakkels Birte helt alene og forladt – kun underholdt af Lucca (som hun havde holdt vågen for i det mindste at have noget selskab). Turen gik som nævnt, forbi utallige, uudtalelige sluser (prøv bare at hører navnene over VHF’en, for derefter at finde det tilsvarende navn i søkortet – ja der er en udfordring), forbi en del svingbroer og ikke mindst – turens højdepunkt (næsten) Loch Ness – søen, hvor det berømte søuhyrer, som ifølge den voksne besætning på Timshel, spiser gummibåde som tyggegummi. Turen på Loch Ness startede i flot sol og fuldstændig vindstille – så vi startede gummibåden op, og legede lidt. Ungerne vidste ikke helt om de turde – sæt nu at det farlige søuhyre dukkede op – men lidt mod fandt de nu frem, og de fik også lov at prøve at styre – med et par sjove manøvre til følge – Ruben – med et forskræmt grin – når man svinger motoren helt over, ved høj fart – ja, så drejer sådan en gummibåd… Og Lucca, fandt ud af at tillægning til Timshel, når begge fartøjer er i fart også kan være en udfordring, og at Timshel ikke sådan lige flytter sig blot fordi en gummibåd skubber – men at gummibåden i stedet hopper nærmest baglæns. Men lige så hurtigt som Ruben kan sige ”pøller” (noget der sker ofte), blæste det op, og det gode vejr forsvandt, søen rejste sig så meget at Lucca fandt det klogest at gå ned at lægge sig, og resten af besætningen tog tilflugt under dæk. Rise valgte dog at blive siddende bag den forlængede sprayhood, og holde og med Nessie – og ikke mindst det flotte natursceneri der udspillede sig omkring os. Loch Ness er ca. 18 sømil lang, men ikke særlig bred – floden Mississipi er flere steder væsentlig bredere (men den er jo også amerikansk) så der var en flot udsigt hele vejen – og foran os lår der nogle voldsomme regnbyger og truede – men hver gang vi nærmede os – valgte de at forsvinde, og i stedet dukkede der blå himmel op – så det endte med at man med lidt god vilje kunne sidde i cockpittet i shorts.  Nå, men vi kom helskinnede gennem Loch Ness og vi har stadig gummibåden – så vi fandt ingen Nessie. Vi ankom til Fort Augustus, den største by på vej gennem Kanalen – her var både forretninger – rigeligt med barer og en masse turister – men alt i alt meget hyggeligt. Dagen efter steg vi op gennem de mange sluser, og så skulle vi til Great Glen Waterpark – nu skulle vi rigtigt ud at leje i vand – men da vi ankom blev vi en smule skuffede – Waterpark er lig med en 3m x 4m pøl, 2 brusebade og en sauna. Brusebadene med så meget vandtryk, som en flod i Sahara, men vi fik da badet. Dagen efter gik turen videre gennem, det høje landskab, og vi fik en demonstration i hvordan man med en motorbåd kan sejle bidevind i en sluse – en udlejningsbåd, gav gode eksempler på ”how not to do it” – så gode at Stefan, valgte at stå standby med gummibåden – sceneriet er ubeskriveligt – de præsterede at ramme slusen, allerede inden de var kommet ind i den, og sætte sig på tværs da de skulle ud igen. Endelig var vi ved slutningen – ved Neptunes Staircase – en række på 8 sluser i streg – men der var ikke antydningen af en slusevagt. Vi gik lidt frem og tilbage men intet dukkede op, så Rise fortsatte til bens – ned til slutningen af kanalen og fandt en der kunne fortælle at slusevagten var kommet lidt sent fra frokost (kl. var på det tidspunkt 15:00) men at han var klar nu – så Rise lånte en VHF (vores medbragte Walkier kunne ikke række) og fortalte at nu kunne Timshel godt lægge fra og sejle hen i slusen. Satte i en rask løb og nåede retur til Timshel, netop som hun var på vej ud af den første sluse (Så nu fører jeg med løbet – 1 omgang foran Stefan he he J) og så gik det ellers nedad, for til sidst at ende, hvor jeg nu sidder, kun en sluse fra det rigtige hav igen – næste stop bliver – om vejret vil det Oban. 

   Roger over and Out fra Rise @ 56˚50N 5˚07W

31. juli, The Crinan Canal 

Lige nu regner det, og vi er ”blæst inde” på Crinan Kanalen. Stefan og Ruben er ude og lege i det våde vejr, Lucca har lige skiftet tøj for 4. gang i dag –  Martin og jeg sidder med hver sin computer. Martin arbejder på noget HMI-data-system (har han gjort mange gange, så det har altså ikke kun været det rene ferie for ham!).

Jeg vil skrive lidt dagbog – der er jo lige nogle dage, at berette om! 

Vi forlod The Caledonian Canal mandag den 27. – vi kom ud med den første sluse klokken 8.00! Og så ellers af sted i medstrøm (selv om den var lidt forsinket . . . eller var det bare os, der havde aflæst tidevandstabellerne forkert?!?). Vi skulle ned til en marina lidt uden for ”storbyen” Oban. Der var ungefähr 30 sømil derned, så det passede lige med en lang middagssøvn til ungerne! Efter en stærk-strøm-suppe-sø ankom vi til en fin marina med en flink harbourmaster! Meget fint – fint – indtil Stefan skulle betale: 20 £, Sir! Værsgo’ at betale! Dyrere end i Skagen, så fik vi også oplevet det. For at gøre dagen endnu bedre brugte vi penge på en taxa ind til Oban (2x7£), desuden brugte vi en hel del penge inde i storbyen. Alle fik noget tøj eller ting af en slags. Martin gik helt amok og købte 2 par cowboybukser (men det var altså også et godt tilbud!). Vi sluttede by-turen af med et megaindkøb i et ret stort supermarked (”Tesco”, for dem af jer, der skulle kunne nikke genkendende til det!) – og så var hele taxa’en altså også fyldt godt op med danskere, tøj, cykeltrailer og madvarer! 

Vi skyndte os af sted dagen efter, så vi ikke risikerede endnu en stor regning af en slags! 

Stefan sejlede ene mand af sted klokken 6 om morgenen – først ved 8-tiden følte vi andre, at vi burde stå op. Vejret var som altid: både skyer og solskin! Der var en smal passage, som vi helst skulle nå igennem mens strømmen var med os. Og det var den! En overgang var vi oppe på 11,3 knob! Ret vildt! Der blev da også taget en hel del billeder af GPS’eren. Farten faldt dog hurtigt ned til ”kun” omkring de 8 knob! Men det var da stadig medstrøm (vi går normalt 6 knob!). 

Vi sejlede ind til The Crinan Canal Sea Lock om formiddagen – igen en dyr fornøjelse: 90£. Men Stefan havde vurderet, at denne kanalstrækning var nødvendig, hvis vi ville undgå det farlige farvande mellem de mange små øer – vi skulle jo sydpå – så vi valgte altså denne kanal. Og det blev vi glade for, for det har da været en utrolig flot oplevelse. Crinan kanalen er en gammel, men meget velholdt kanal. Den er meget smal, flere steder er der altså kun lige plads til én båd. Man sejler med frodig skov på den ene side og udsigt over skiftevis vand, mark og by på den anden side. Alle sluser (på nær de to Sea Locks i begge ender) er manuelle. Det vil sige, at mandskabet ombord selv skal åbne og lukke for sluserne! Og hvad det så helt konkret ville sige, fandt vi hurtigt ud af!

Efter en overligger-dag i øsende regnvejr, hvor vi endnu ikke havde prøvet sluserne,  startede vi næste morgen i høj solskin og med masser af sluser foran os. Jeg joggede i forvejen, så man kan godt sige, at jeg var varmet grundigt op til dagens sluse-motion. Vi gik ind i slusen sammen med to andre både. Den forreste havde hyret en ung mand til at hjælpe med sluserne, den bagerste havde en hel del sluse-erfaring, hvilket var en rigtig god hjælp. Så vi var altså tre mand i land, der løb frem og tilbage for at åbne & lukke sluseportene. Pust, det var altså lidt hårdt, men efterhånden som rutinen (hvis man da kan kalde det det) meldte sig, så gik det faktisk godt. Det var til tider en hel ”høj fornemmelse”, man fik. Jeg var en af de hårdt arbejdende i land; Martin havde dog også lidt af en kamp på fordækket. Det var hans opgave at holdt forfortøjningerne godt stramme, så vi ikke væltede ind i nabo-båden. Det så altså lidt dramatisk ud nogle gange, men Martin var jernhård – ingen nerver der, nej! Stefan havde en herre-tur – det eneste han skulle, var at sætte motoren i fremad-gear, styre lidt, bremse lidt – og så ellers gøre agterfortøjningen fast. Så skulle han godt nok også lige løfte børnene til og fra borde nogle gange, og række en cola op på land . . . men ellers så må man sige, at det er et privilegium at være kaptajn! (Ja, altså I kan jo nok regne, at hvis Stefan skulle have skrevet dagbogsberetning for denne sluse-dag, så ville teksten have været en helt anden!)

Solen skinnede, vi slusede og snakkede og . . . ja, det hele var bare så idyllisk og smukt. Hen over en af sluserne var der en bro, som selvfølgelig skulle svinges op, inden vi kunne sejle ind i den (den var dog bemandet med kyndige slusefolk!). Forestil jer en bette sluse med en bette bro henover, og så fyldt godt op med tre både. Det var altså et syn – som jeg håber, kan gengives via digibillede.

Nå, men jeg kunne jo blive ved med at skrive om det her – og til sidst tænker I alle ”Ja, ja, kom nu videre, Birte!”

Godt så . . . vi tilbagelagde 5 sluser op . . . og 4 sluser ned. Så holdt vi en velfortjent frokostpause ved halv tre-tiden. Derefter smuttede vi en tur ned i den nærliggende svømmehal (svømmehal er måske lidt meget sagt; de er en hel beretning i sig selv. Lad mig nøjes med at sige: lettere primitive og måske lettere uhygiejniske. Men pyt – ungerne havde ’a great time’). Bagefter gjorde vi klar til aftenhygge – jeg havde lige serveret et glas kold champagne ( vi er vel på ferie!) – men så kom der en båd, og spurgte, om vi ville følges med dem gennem de sidste sluser ned til ”udgangen til havet”. Det ville jeg ikke – men kaptajnen ville gerne. Så af sted det gik. Denne gang var det Martin, der kom på hårdt slusearbejde. Jeg tog forfortøjningerne, men det er ’peace of cake’, når det går nedad! Der var heldigvis kun 2 broer og 3 sluser . . . ikke desto mindre var Martin godt rød i bærret – og vi andre godt tørstige og sultne, da vi kunne lægge til kaj ved 20-tiden! 

Nu ligger vi så her – blæst inde – og kan ikke komme ud på havet. Vi ville gerne have været længere ned af kysten, så det bliver nemmere for Jacob (vores næste gast) at komme til båden fra Glasgow Airport. Men lad os nu se . . .

Kærlig kanal-hilsen fra Birte og Co.

Troon  -  Skotland - sidste havn inden havnen Bangor ved Belfast. 

I fredags havde vi en fed sejlads her til Troon. Lørdagen gik med at gøre båden ren og købe ind i de efterhånden velkendte Safeway’s. Der er ikke det man ikke kan købe og så mange forskellige slags af hvert produkt!!!  Nå men alt blev ordnet og så var det jo også dagen hvor Jacob skulle påmønstre. Han ankom klokken ca. 15.45 efter en flyvetur Tirstrup -Standstead ; Standstead - Glasgow, fire minutter med tog og så var han i Troon. Jacob havde et nyt Y.F. flag med som straks blev monteret ligesom en kobling til vores vindror blev fikset. Birte fik hendes pakke fra Heidi (mor), børnene fik hver en badebold, og sidst havde Jacob også indkøbt oxalsyre som vi har brugt i dag, så båden igen er ren og pæn.
Traditionen tro havde vi velkomst party i går aftes, og selvfølgelig blev det lidt sent.Men dog tidligt nok til at vi alle kunne indtage morgenmad klokken 9.
Børnene stortrives, og det gør så sandelig ikke noget at vi nu er seks ombord, det passer dem gevaldigt at der er endnu en at snakke og lege med.
Ruben vil gerne med ud, med op til havnekontoret og være med til at vaske båd, Lucca vil hellere lege med sin dukke, tegne og se film.
Så er der cykeltrailerne, et stort monstrum på godt 80 gange 80 cm. Når den er pakket står den i en blå bævernylon pose ud ved agter pushpitten og hjulene ligger i kistebænken. Det er vores vigtigste transport middel i land, vi kan have børnene, vi kan have diverse indkøb nogle gange kun indkøb og børnene må gå eller sidde på skulderne.
Vi får selvfølgelig talt med en del folk i de havne hvor man ligger udenpå, og generelt selvfølgelig med havnemyndighederne. Mit engelske er ikke så godt som resten af besætningens, men jeg klarer mig dog. Vi har alle lidt svært ved at forstå skotterne når de rigtig folder sig ud.
Så er der Whiskyen. Jeg er begyndt at købe små flasker af forskellige slags så jeg forhåbentlig kan hjembringe diverse smagsprøver. Butikkerne heroppe har et vældigt sortiment, selv de små købmænd. Angående whisky,  har vi mødt nogle både med et stort grønt flag, hvorpå der blandt andet stod Talismann. Da jeg spurgte en af sejlerne hvad det egentlig var for et flag, fortalte han at der hvert år var en 14 dages tur som gik rundt til diverse Whiskydestillerier med besøg, prøvesmagning med mere, i år havde de været 150 både. Måske man skulle prøve det et år.
Stemningen ombord er meget fin, vi fungerer godt sammen. Eksempelvis bliver jeg nogen gange kaldt for Martin og Martin for far, heldigvis har Birte ikke taget fejl endnu.

Mange hilsener herfra, mange tak for mails og hilsener  i gæstebogen.

Stefan

Adios Troon og Skotland 

Efter at afdriftstabellerne var blevet grundigt studeret, var vi blevet enige om at sejle fra Troon søndag den 3. august kl. 16.30. Men vi kender jo alle kaptajnen - han kan jo ikke holde sig i ro før han får godt med vand under kølen, så vi tog af sted kl. 15.45. Vores farvel til Skotland foregik for motor, da den svage vind var i øst, hvilket også var vores sejlretning. Vi blev fulgt på vej af en mindre flok sæler, hvis slægtninge vi skulle komme meget tættere på de næste par dage. Under turen blev der serveret diverse former for Martin’s pizzaer (= frosne købe pizzaer), jeg er ikke helt klar over om det var det der fik Lucca til at gå i brædderne eller det var endnu en gang søsyge – et af de spørgsmål vi sikkert aldrig får svar på.

Efter 23 sømil og ca. 4 timer passerede vi Alisa Craig, hos os bedre kendt som flødeboldeøen (som i kan se på billedet), den viste sig, at være beboet af en kæmpe fugleflok – det hvide man kan se er fugle som sidder på klipperne. Først nu blev der slukket for motoren og vi gik over på en bittevind, hvor vi gik efter at holde vores mål oppe. I løbet af de sene aften timer og først på natten rummede vinden så vi kunne gå direkte på Bangor, men inden vi nåede havnen var vinden loddet af. Vi anløb Bangor havn kl. 03.00, hvorefter vi fik lidt til ganen inden vi gik i seng. Næste morgen var der igen gang i de små (Ruben, Lucca og Martin), så selvom vi var nogen der gerne ville sove længe, måtte vi se os besejret af et støjniveau på ca. 110 DB. Om formiddagen fik Jacob overtalt Martin til en løbetur, Stefan ville dog ikke stå tilbage med risikoen for at blive mobbet, hvorfor han løb en tur for sig selv, da han godt var klar over, at han ikke kunne følge tempoet hos de to eliteløbere (for dem der skulle være i tvivl menes Martin og Jacob). Men desværre for Martin var det ham der trak sorteper, han gik kold og måtte opgive at følge den endelige vinder af løbet Bangor – Belfast – Bangor, altså Jacob. Kaptajnen, Birte og børnene tog en tur i soppeland (wanna be vandland) efterfulgt af en af de berygtede strøgture. Martin og Jacob gik i byen for at skaffe flybilletter, så Martin kunne komme hjem og passe sit job og studie (han begynder jo på Stewardesse uddannelsen den 18. august). Inden aftensmaden som bestod af flute med laks efterfulgt af kylling og pomfritter, blev der tur til et havne kruse i gummibåden. Det var her at vi kom tættere på slægtningene af de tidligere omtalte sæler, de var ret nysgerrige og svømmede tæt omkring båden, på et tidspunkt var der en som sprøjtede vand på Lucca og en anden som forskrækkede Ruben.  

Tirsdag den 5. august var Martins sidste dag på båden, så dagen stod i afskedens tegn. Birte stod i køkkenet det meste af dagen, for at lave langtidsbagt lasagne, som blev serveret med en meget delikat salat. Der blev også tid til en tur i det lokale tivoli, for børn og barnlige sjæle, hvilket resulterede i af Ruben og Lucca kom hjem med en kæmpe oppustelig hammer, som de brugte til at tæske hinanden med. Uden at blive opdaget drog Martin ud i byen, for at købe afskedsgaver til børnene og Stefan, det blev til en mellem- og langbølge radio, en DVD film og legetøj. Afskedsfesten blev fejret på behørig vis med rødvin ad libitum og en god portion hygge i teltet, mens børnene så film.

Onsdag morgen kl. 05.30 fulgte Stefan Martin til toget, som skulle bringe ham til lufthavnen. Kl. 10.30 stod vi ud fra havnen i Bangor, for at sejle til Ardglass en tur på ca. 35 sømil, det blev en af de ture som Nautica sejleren sætter pris på. Vi andre som fortrækker at sejle for sejl synes ikke så godt om den form for sejlads. Turen blev præget af dis og tåge, på et tidspunkt var sigtbarheden nede omkring 20 meter, det var ret belastende. Stefan sad og overvågede radaren, mens Jacob holdt udkig oppe på dækket. Birte og børnene lå i kahytten og hyggede sig. Kl. 16.30 ankom vi til den lille hyggelige havn i Ardglass, hvor vi brugte eftermiddagens sidste timer på lejepladsen, fik handlet ind og kiggede os lidt omkring. Efter en hurtig gang aftens mad og en slutter i cokpittet, gik Kaptajnen til køjs, mens vi andre så en film på computeren.

Jacob

Lørdag den 16.08. – Plymouth 

 Kære alle sammen! 

Det er ved at være et stykke tid siden, vi har skrevet dagbog sidst. Det skyldes primært, at vi har haft nogle lange sejladser – og at vi har været på et længere besøg hos familien Gordon i Wales. Det vender vi tilbage til. Først lige en kronologisk oversigt over vores færden siden sidste beretning.  

Vi forlod Ardglass for at sejle til Howth, som er en forstad til Dublin. Jeg kan simpelt hen ikke huske selve sejladsen – om det er fordi jeg har ønsket at fortrænge noget, eller om det skyldes min middelmådige hukommelse – I wouldn’t know! Men vi ankom i hvert fald til en havneby fyldt med unge sejlere og badende turister, der efterlod uanede mængder af affald overalt. Om aftenen hyggede vi os i cockpittet og drak vores sidste rødvin. Den efterfølgende hændelse lovede jeg Jacob at berette om, så derfor: Da vi sad og hyggede os og snakkede om den aftagende/tiltagende måne (ingen af os kan huske hvordan man kan se, om den er af- eller tiltagende), så observerede vi adskillige både, der kom ind & forlod havnen. Efter vores mening sejlede de alle lige lidt for stærkt. Lige pludselig fór Stefan op :”Nu har jeg da aldrig -  se den store mast, der kommer farende ind i havnen!” – da Jacob rejste sig op for at se, hvad der sådan havde chokeret Stefan, så sagde han: ”Det er da vist bare en flyvemaskine på vej til landing!”

Det skal lige nævnes, at flyvepladsen må have været meget tæt på, for den fløj lavt og dens belysning kunne godt forveksles med en sejlbåds mast – eller også var det bare for at får Jacob op at stå lidt! 

Næste dag havde alle voksne en skøn løbetur – herrerne betydeligt længere end damens – men ikke desto mindre fik vi alle set noget skøn natur. Bagefter tog vi toget ind til Dublin. Ungerne var ellevilde med togturen – og under hele Cityopholdet spurgte Ruben med jævne mellemrum, om vi ikke snart skal ud at køre tog igen! 

Dublin var skøn, vejret var dejligt – og der var masser af butikker med udsalg!!!! I mit næste liv vil jeg giftes med en kvinde, så kan vi være fælles om shoppe-generne! Men da jeg jo nu engang er gift med en mand, så har jeg lært mig selv nogle listige tricks. Den gængse er selvfølgelig at sætte mandfolkene af på en Pub! Et andet trick er at sige: ”Jeg skal ind på dette her posthus, det vil nok tage lidt tid, så gå I bare stille og roligt videre.” Dernæst smutter man ind i et kæmpe tøjcenter og går amok på rekordtid. Så finder man mandfolkene og siger: ”Undskyld ventetiden, men der var altså en kæmpelang kø! Rigtig træls!”

Foruden deres billige tøj, så havde Dublin en masse turister! Det vrimlede med folk – og de fleste af dem beundrede vores cykel-trailer ”That´s a funny buggy!”. Jeg tror, vi kunne tjene en formue på at eksportere Harald Nyborgs cykeltrailer til Irland. Men ved nærmere eftertanke så skulle de nok lige lære at bruge cyklen først, bygge cykelstier og så skulle man også lige fjerne alle bakkerne! 

Nå, men foruden sight-seeing var vi også på jagt efter et sted, hvor vi kunne proviantere mad og vin. Vi fandt en lille Spar-butik og var for nærige til at købe andet end brød og pålæg. Rødvin er – om muligt – endnu dyrere end i U.K.! Så I kan nok forstå hvorfor de efterfølgende sejladser føltes som enormt lange (altså ikke fordi vi drikker, mens vi sejler, men at ankomme til en havn uden rødvin ombord har ikke den samme forløsning, som når vi ellers disker op med et dejligt glas rødvin i cockpittet!) 

Efter Dublin sejlede vi videre til endnu en turist by, der hedder Wicklow. Det var ingen decideret havn, vi lå faktisk op ad en høj mur, uden vand og strøm. Men ungerne fik badet og leget, så det var okay. Desuden hyggede de sig med at vaske båden. Fordækket blev skrubbet og skuret, og ’forlugen skinnede rent’, som Lucca stolt sagde. Desværre havde ingen af os tænkt på at lukke selv samme forluge. Så da jeg skulle til at gøre klar til natten, opdagede jeg til min (og alle sejleres rædsel) at der var kommet vand ind i forkahytten. Alle dyner, lagner m.m. var våde! Altså ikke gennemvåde, men alligevel nok til at det var lidt irriterende! 

Næste morgen sejlede vi videre til vores sidste havn i Irland. Vi havde ikke det vilde mad i køleskabet – og endnu engang var vi løbet tør for vand. Til gengæld var der ikke mange bølger og der var høj solskin. Så sejladsen var dejlig. Desværre var der ikke sol i selve cockpittet; vi sejler jo sydpå og sejlene skygger for solen. Men fordi vi sejlede med vinden, så var der alligevel varmt og dejligt! Det var den havn, vi kom til, absolut ikke (altså dejlig)! Rosslare var en stor færgehavn, og vi lå fortøjret op ad havnens to eneste fiskerkuttere. Der stank afskyeligt af fisk – en blanding af gamle underbukser og sure tæer! Vi gik tidligt i seng, da vi skulle af sted sammen med fiskerne næste morgen ved 5-tiden. Om natten var Stefan og jeg oppe for at vende båden rundt – vinden var vendt og vi fik bølgerne klasket ind agten fra. Hele natten var en søvnløs affære, så det var skønt at kunne sejle videre. 

Næste dags sejlads gik mod Milford, Wales. Ifølge Stefan og Jacob var det en suveræn sejlads: god medvind lidt agten for tværs. For os andre var det en lettere anstrengende tur. Lucca var søsyg og hang over opvaskebaljen. Jeg syntes også, det var til at blive lidt søsyg i hovedet af. Heldigvis havde vi rigtig meget medstrøm, så vi anduvede Milford i god tid til at bruse, handle ind og spise – inden Peter Gordon skulle hente børnene og mig. Vi skulle nemlig besøge hele familien i Wales. Imens skulle Stefan og Jacob sejle båden 180 sømil ned rundt om Lands End.  

Mandag aften, den 11. august ankom vi til Peter, Anette, Emil og Johans nye hjem i Wales. Anette blev vækket, men drengene måtte vi vente med at se til næste morgen. Lucca havde jo snakket om sin kæreste Emil i lang tid nu. Så gensynsglæden var stor. Alle forudsætninger for et vellykket ophold var der ”taken care of”: vejret var helt forrygende og der var masser af plads til os alle sammen. Så vi hyggede – det var simpelt hen så skønt at være på fastlandet igen. De bor et helt utroligt dejligt sted. Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs. Nu har jeg jo selv arbejdet på et hjem for handicappede i England, og i den forbindelse så jeg selvfølgelig også en del andre hjem. Jeg tror ikke mine veninder fra den tid vil sige mig imod, når jeg påstår, at det til tider var skod-forhold de handicappede hhv. os ansatte levede under. Englænderne har jo for det første en underlig smag og indretningssans. Og for det andet vil jeg ikke komme yderligere ind på alt det der. Så lad mig nøjes med at sige, at familien Gordon har fået et dejligt sted at være det næste års tid.

Børnene fodrede høns, så malkekøer og tyre (’dem, der stanger’), får blive klippet, griseunger, lort på skotøj, de fik leget med vanslangen, fejet i gården, cyklet, løbet på løbehjul, leget købmand, sagt ”hello” til gud og enhver, leget ved ’vandfaldet’, gynget og spist is! Desuden fik de lært, at der er noget, der hedder bordskik (altså den slags bordskik, som vi ikke kender i Danmark!) – så nu kan de slutte kredsen og sige ”Thank you for the meal!”  

Stefan ankom i en lejet bil torsdag eftermiddag (Jacob sad på det tidspunkt i flyveren hjem til DK) – og også Stefan nåede at opleve de idylliske omgivelser.

Opholdet, som varede fra mandag aften til fredag formiddag, kan kort beskrives som en rekreativ sejlerpause med børneleg, voksen- og pigesnak, god mad og vin og masser af positive indtryk.

Herfra til hele familien Gordon:     1000 tak for nogle skønne-skønne dage! 

Fredag den 15.08 forlod vi Rudolf Steiner hjemmet med ungerne hængende ud af vidnuet råbende ”hello” til alle dem, vi mødte på vej ud af det store område. Vi kørte igennem nogle smukke landsbyer – indtil vi sad i trafikprop først ved Cardiff, så ved Bristol og til sidst omkring Exeter. Hvornår lærer Englænderne at benytte sig af offentlige transportmidler, så vi turister kan komme frem? Vi var ikke hjemme på båden før klokken 17.30. Efter at have tømt bilen for rent vasketøj, skulle vi lige handle ind og aflevere bilen. Så klokken 21.00 var vi klar til at sætte en DVD på til børnene og ellers hygge med rejemad og rødvin! (Rødvinen er ved at være hyppigt ord i mine dagbogsberetninger, hva´?!?) 

I dag har vi ikke kunnet sejle, hvilket jeg er MEGET glad for! Plymouth er nemlig en rigtig dejlig by med masser af butikker, butikker og butikker. Desuden har de en helt ny og kæmpestor ALDI, hvis fordele jeg ikke her skal komme ind på. 

Når man skriver dagbog er der så mange oplevelser, man glemmer eller ikke formår at beskrive. Så det bliver tit bare en opremsning af begivenheder. En lang opremsning. Det optimale er at skrive mindre, men hyppigere. Det stiler vi efter. Men . . .  lad os nu se, hvornår der er nyt på hjemmesiden næste gang! 

Kærlige hilsner her fra det solrige Sydengland – og som Ruben siger: ”Sut – finale!”

 

Delfiner

Jeg har ikke fået fortalt om Jacobs og min store oplevelse under den lange sejlads fra Milford til Plymouth. Det var som skrevet under "Sejladsen", en helt suveræn sejlads, 80 sømil af de 181 sømil var for spiler, solen skinnede, vi fik en flot solnedgang og en stjerneklar nat med fuldmåne, en stor oplevelse. Men det der satte prikken, var de to store oplevelser vi havde med delfinerne. De svømmende som små torpedoer rundt om båden i ca. 20 minutter og de besøgte os endda to gange. Vi tog jeg ved ikke hvor mange billeder, kun ganske få blev til noget.
Kikker man ud agter ser man dem komme buldrende frem som små torpedoer.
	Op på siden af båden idet de bryder vandoverfladen.
Dernæst ind foran stævnen, jo tættere jo bedre.
	To, tre eller fire meget tæt sammen. Man får fornemmelsen af leg, at de morer sig.
Fire der leger to gange to.
	Efter min meningen det bedste billede i serien.

Hej alle sammen ombord på Timshel

Jeg vil bare lige fortælle at det lykkedes at komme hjem, selvom at det var tæt på at mislykkes - I får lige historien.

Jeg skulle jo med toget kl. 9.30 fra Plymouth - med ankomst Paddington station i London kl. 13.23. Men nej, vi var der først kl. 14.15, så min tidsplan faldt godt og grundigt fra hinanden. Fra Paddington skulle jeg videre med Tuben (undergrundsbanen), det var så heldigt at jeg kom til at tale med en i toget som også skulle videre til Liverpool Street Station, han kendte området godt, så han vidste jo lige vejen, her ventede vi kun 4-5 minutter inden vi kunne stige ombord. Turen til Liverpool Street Station tog godt 20 min., hvilket betød at vi var inde kl. 14.44 - og toget som jeg skulle skifte til kørte 14.45 ( oprindelig skulle jeg have været men en kl. 14.15).
Vi løb fra undergrundsbanen over til de almindelige tog, han løb foran for at vise vejen og mig bagefter med taske på 17,5 kg og dertil en god håndbagage. Jeg nåede toget, dørene lukkede lige efter jeg var kommet ind.
Toget skulle være i lufthavnen kl. 15.27, men var der først kl. 15.35 og jeg skulle
tjekke ind senest kl. 15.40, det nåede jeg ikke helt, men det betød ikke så meget, da der stadigvæk var kø ved tjek-in stedet. Jeg fik tjekket ind, men måtte aflevere min bagage et andet sted - damen sagde bagagen var for stor til at komme igennem  maskinen hvor jeg tjekkede ind. Jeg blev vist over til en anden tjek-in, hvor de scannede tasken. De opdagede Martins redningsvest med patron og ville tjekke om patronen var forsvarlig monteret, så jeg måtte hente den frem fra tasken. Nu var der ca. 25 min. til fly afgang.
Jeg gik ind i vente området, hvor jeg lige ringede til mine forældre for at høre om de ville hente mig i Esbjerg, jeg nåede også at købe en flaske likør til dem som tak for at de ville hente mig.
På dette tidspunkt troede jeg at der var masse af tid, for jeg mente at man bare skulle boarde 10 minutter inden afgang, men opdagede til min forbløffelse at det var 20 minutter inden (på dette tidspunkt var der 17 min. til afgang) jeg fik jo så lidt travlt med at komme ud til gaten, her skulle jeg dog lige vente i 2 minutter, før det tog som skulle køre mig derud kom, og køre tiden var også 2 min. Da jeg slap ud af toget, måtte jeg så løbe helt ud i enden hvor mit fly holdt - her var det absolut sidste udkald til flyet, men jeg nåede om bord, lettere forpustet og svedig. Resten af turen gik heldigvis uden problemer.
Som I nok kan høre havde jeg en spændende tur hjem.
Jeg håber også at I havde et hyggeligt ophold hos Gordon. Kan I ha' det rigtig godt og god vind i sejlene.

      Mange hilsener fra



Timshels mester fotograf Jacob


 

18.08. Salcombe, England

Ja, så skete det igen! Snask-vejr!!! Havets glæder er mange . . . men nogle gange er det ikke helt så sjovt.

Efter nogle dejlige land-dage, hvor energidepoterne var blevet ladet op, troede jeg, vi var klar og godt rustede til en god dagssejlads igen. Vi forlod Plymouth tidligt klokken 7.00 – lettere trætte efter en lang hyggeaften – men positive, for de havde lovet en svag til jævn vind fra den rigtige retning. Da vi kom ud af indsejlingen gik jeg ned til børnene for at sove lidt mere. Men med tiden blev det mere og mere ubehageligt at ligge sammen med dem, da vi krængede ret meget og alt hernede i båden raslede og larmede, og vi tre blev mast sammen i en tæt bunke.

Til sidst måtte jeg trække mine ben ud af bunken og prøve at slippe fri fra børnenes arme og ben. Prøv at forestille jer situationen, hvor båden krænger i rekord grader og vi alle vælter rundt i hinanden. Det minder lidt om Tivoli-karusellen, der kører rundt i ring, hvor den inderste krampagtigt, men forgæves prøver at trække sig tilbage til sin egen plads – og den yderste bliver mast under hele turen. Desværre var Timshels centrifugerings-effekt ikke helt så sjov (nu ved jeg, at Danmarks klogeste gast Martin Rise vil korrekse mig og sige, at bådens krængning ikke har noget med centrifugering at gøre! Nej, Martin det ved jeg godt, men det føles fandme lige sådan!). 

Vi var altså røget ud i en sejlads, hvor bølgerne var høje og imod os, og hvor vinden var frisk – og imod os. Altså alt andet end vejrudsigten havde lovet os! Desuden var vindroret (vores reserve-gast!) gået i udu, og rulleforsejlet var gået i kludder. Så Stefan måtte selv stå ved roret, og vi kunne ikke rulle forsejlet ind. Det var uheld på uheld. Desuden havde jeg en blanding af søsyge og anden syge (måske havde Lucca smittet mig; dagen inden havde hun haft det meget skidt med feber og lettere kvalme) – så jeg var sjældent sølle ombord.

Ruben ville gerne op i cockpittet og der skulle han spændes fast – så det siger noget om krængningen og bølgernes banken! 

Nå, men vi besluttede at søge i ly inde i en bugt – ikke ret langt fra vores oprindelige mål Dartmouth. 

OG SÅ VISER DET SIG AT VÆRE DET MEST UTROLIGE OG IDYLLISKE OG BØRNEVENLIGE STED . . . nu skal man jo ikke sammenligne steders fortrinlighed med hinanden, for alle steder har sin charme. Men jeg må sige, at Salcombe har været en af turens helt store succes’er!  Så her ligger vi nu på 2. dagen – blæst inde – og nyder livet her ombord. Vi ligger fortøjet ved en bøje lige som alle andre. Her er nemlig ingen decideret havn (men vi skal alligevel betale 150,- kroner i havnepenge!). Byen og badestranden ligger lige ved siden af vores båd, og vores gummibåd fragter os rundt imellem alle de mange både, der ligger her sammen med os. Det skal altså ses på video, når engang vi kommer hjem! 

Oppe på badestanden nåede Ruben at lægge en ordentlig PØLLER (som vi kalder det i vores familie) – han går nemlig ikke med ble længere (siden opholdet i Wales, hvor den noget yngre Johan havde smidt bleen for et stykke tid siden!). Det går meget godt, men den lille mand har jo nogle gange en lettere tynd mave, så på stranden gik det altså galt. Heldigvis havde vi strandskovl og affaldspose med. Da vi sejlede over til affalds-containeren, som ligesom ”tankstationen” ligger på tømmerflåde, var der en anden sejler, der tilbød at smide vores pose i containeren. Thank you – og så rakte jeg ham den ildelugtende affaldspose, som han straks smed ind i containeren. Uheldigvis ramte den lidt skævt, så jeg observerede, hvordan noget af sandet røg ud. Håber ikke det var med indhold?!? 

Lucca prøvede for første gang at falde i vandet – det var heldigvis kun fra gummibåden – hun ville gå i land, men der var dybere end hun regnede med, så hun røg lige i til navlen. Desværre blev hendes redningsvest våd nok til at den ”eksploderede” – og pustede sig op, så hun var lige ved at blive kvalt. Men i og med hun havde luft nok til at skrige så højt og hysterisk, var jeg sikker på, at hun ikke var ved at blive kvalt!

 Hun kom sig over chokket, men var dybt ulykkelig over, at den ikke kunne bruges mere, før Stefan fik skiftet patronen. Uheldigvis viste det sig så, at den reserve-patron, vi havde fået med fra forhandleren, ikke duede! Shoot! Så nu må vi se, hvornår vi kan få en ny? 

Og hvad byder den næste sejlads os? 

Kærlig hilsen fra en dejlig ”nødhavn”!  

N.B. Dagen efter sejlede vi ud på en god vejrudsigt . . . og den holdt, hvad den lovede! Medvind og motorsejlads, ingen bølger, sol og legende børn i cockpittet, lettet kaptains-frue, medstrøm og nybagt chokoladekage! 63 sømil . . . Peace of Cake!!!! 

Hvad mere kan man ønske sig? 

 N.B. I øvrigt tak for alle de dejlige mails, sms og gæstebogshilsner! Det varmer! Selv Lucca lytter til højtlæsningen med smil, grin og snusfornuftige kommentarerer!

Søndag den 24. august 2003

Den engelske sydkyst - dyrt, men dejligt! 

Nu har vi efterhånden tilbragt en del tid her på det fashionable turistede Sydengland – og vi kan kun sige, at det er dyrt, men meget dejligt! Efter nogle dejlige dage i Salcombe sejlede vi videre til først Weymouth, så Portsmouth og endte til sidst i Brighton. Det var nogle lange sejladser, og hverken Weymouth eller Portsmouth fik vi set rigtigt. Men det lod til at være nogle store feriesteder. At sejle hernede er noget helt specielt. Selvfølgelig hjælper det på oplevelsen, at vi har haft medvind og solskin. Men desforuden er der helt utroligt hernede. Det er anderledes smukt og ”really alive”. Vandet er tyrkis-klart og meget indbydende. Her vrimler med masser af sejlbåde, motorbåde, færgetrafik og alt muligt andet. Bøjer og forte (fæstninger) er placeret rundt omkring og midt i det hele.

Vi kan se land til begge sider – Isle of Wight på vores højre side og The Southcoast på den anden side. De tætpakkede feriesteder ligger synligt ned til kysten, og indimellem ser vi menneskeforladte kyststrækninger, der skiftevis består af frodige skovarealer og hvide klippevægge.

Vi sejler altså rundt i et mondænt og åbenbart meget populært område. Det hele oser af ferie – ja, og desværre også af store udgifter! 

Hvad havnepenge angår – hvilket overskriften primært hentyder til – så har vi slået vores rekord. I Portsmouth kom vi af med 26 £!!! Det er jo fuldstændig gakkelak, altså, 270 kroner for en enkelt overnatning! Til sammenligning koster en gennemsnits dansk havn mellem 80-120 kroner! Det ironiske er jo så, at vi syntes, at Brighton for eksempel var en billig havn: kun 21 £ - røverkøb - 220 kroner! Til gengæld er bruserne elendige i Brighton (men hvad kan man forvente til den billige pris?!?).

Brighton er jo det ypperste og hippeste sted her på Sydkysten. Her tilbragte vi 2 dejlige dage. Den første dag havde vi en rigtig familieudflugt med køretur i dobbelt­dækker, shopping og tivolibesøg ved stranden. Desværre blæste det alt for meget til at børnene kunne bade. Men der var nu alligevel dejligt varmt – og vi havde en skøn dag. Dagen efter fik vi besøg af min tyske fætter og hans kæreste. Axel og Anne. De bor i London og kom kørende ned til os lørdag formiddag. Også den dag fik vi gået og set en masse. Brighton var om muligt endnu mere fyldt med turister. Dette skyldes, at der er ”Bank Holiday” (fridag) på mandag, så alle englændere har en forlænget weekend (foruden alle de andre, der har ferie). Vi fandt et dejligt soppe-bade-sted for ungerne ved strandpromenaden. Axel og Anne kunne som ”indfødte” krydre med nogle spændende beretninger og oplysninger – af kulturel og socialpolitisk karakter! Endnu en dejlig dag med dejligt selskab (der var faktisk vindstille, så vi kunne have sejlet et ordentligt stykke – men man kan jo ikke både ”blæse”og have mel i munden!).

I Brighton Marina fik Ruben sig nogle pige-kærester!!! Vores nabobåde havde et par ældre tøser på en ti år rendende rundt. I kan nok forestille jer, at Ruben selvfølgelig rendte efter dem. Da en af dem fik lært at sige ”Hvad er dit navn?” på dansk, blev han kortvarigt lidt genert – men vendte hurtigt tilbage til dem. Senere proklamerede han stolt for os andre, at de alle var hans kærester. Da jeg senere fortalte dem, hvad han havde sagt, så de lidt uforstående ud. Og jeg supplerede med, at han nok skal få lært begrebet ”kæreste” med tiden. En af mødrene forstod godt, hvad jeg mente og sagde: ”Yes, it takes two to tango!”

Dagen efter fortalte han, at han havde drømt, at hans kærester sejlede med ham. Hvorefter Lucca oplyste ham om, at de jo slet ikke var i den her havn. Rubens kommentar til dette var : ”Jeg finder da bare nogle nye kærester!” – Tja, hvis søn er det lige han er?!? 

Lucca havde også en sjov kommentar. Det var i forbindelse med hendes rokketand nummer to, der var faldet ud, dengang vi var i Wales. Hun kunne nok forstå, at tandfeen ikke kunne finde hende derude på landet. Men da hun bad mig tjekke hovedpuden hjemme på båden, var der pudsigt nok en mønt (jeg nåede lige at smugle en 20-pence derind!). Jeg syntes, det var flot, at tandfeen havde fundet Lucca – og at hun havde lagt en engelsk mønt, så hun kunne bruge den på stedet. Lucca sagde derpå: ”Hvor er det heldigt, at der også findes en engelsk tandfe!”  

Nå, men altså fra Brighton sejlede vi så videre til Eastborne søndag den 24.08! Det er faktisk en forstad til Eastborne. Et kæmpe nybygget turist-ferie-havne-og boligkompleks . . .  som skal have lov til at ”modne” lidt over de næste ti år. Så lad os berette om denne havn næste gang, vi kommer her! Men lad mig allerede nu afsløre, at stedet vinder ved nærmere bekendtskab. Jeg har videofilmet en hel del, så byggestils-teknisk-arkitektonisk interesserede kan få et detaljeret indblik, når vi kommer hjem igen!

Lige nu ligger vi blæst inde her i Eastborne. I morges havde vi valget mellem at sejle ud i en bide-vind op til frisk vind, det vil sige kryds- og krængesejlads i over 58 sømil (ca. 10-12 timer) – eller at blive her lidt længere. Sidstnævnte ’opportunity’ blev efter grundige overvejelser valgt. Så nu bliver vi her – øjensynligt og desværre lidt længere tid. Vejrvarslerne er ikke for gode, men lad os nu se, om ikke snart vindretningen vender, så vi kan komme videre.  

Til sidst vil jeg lige fortælle, at os kloge digitale mennesker her ombord har sendt en hel del sms’ere – de fleste af dem er ankommet – men en hel del er ikke ankommet (tror vi, siden der ikke har været respons på dem!) – vi ved ikke om grunden er, at vi ikke har sat 0045 foran telefonnummeret. I hvert fald er der måske en del fødselsdagshilsner, der aldrig er ankommet. Det lyder som en elendig undskyldning, men hvad kan jeg sige, den digitale tidsalder er jo blandt andet også kendetegnet ved at være fortravlet og overfladisk. Så vores mobilos har nok ikke fundet det nødvendigt at sende samtlige beskeder videre i systemet! Sorry about that!
 

De kærligste hilsner og tanker her fra Birte og familie!

31. august – Oostende, Belgien

Ja, som I nok kan se på overskriften, så har vi krydset Den engelske Kanal. Efter vores to-dags-ophold i Eastborne sejlede vi videre til Dover, hvor vi var på kort visit hos Den hvide Måge, men sejlede tidligt næste morgen videre til Calais. Her ankom vi onsdag den 27. ved middagstid. Det var en rigtig stranddag (og dem har vi jo ikke haft for mange af i år!)– så vi pakkede taskerne, drog af sted og så kom vi rigtig ud at bade i bølgerne. Det var altså bare sjovt, og skønt at kunne vade langt ud og vandet var absolut ikke koldt! Da det alligevel blev for koldt ved stranden, fandt vi en kæmpe-kæmpe legeplads lige ved siden af, som ungerne kunne gå helt amok i og over! 

Havneafgiften var simpelt hen så billig . . . 9 Euro . . . og så var den unge havnefoged endda meget charmerende og han kunne forstå mit fransk! (Det kneb dog lidt for mig at forstå hans!)

Den billige havneafgift opvejede helt klart deres ret overlegne holdning over for kaptajn Gerber, der forhørte sig om ”Bro-åbnings-tidspunkterne”. Kort sagt, så kan man kun sejle ind/ud af Calais Lystbådehavn (igennem en drejebro og sluse port) på bestemte tidspunkter i forbindelse med højvande. Ved havnekontoret hang der en tidstabel, som Stefan dog mente ikke holdt helt stik. For vi var nemlig dagen inden blevet lukket ind 1 time tidligere end angivet på tabellen. Da Stefan spurgte en af de unge gutter, om ikke det kan passe, at broen åbner lidt tidligere, sagde denne, at broen åbnede som det fremgik af tabellen. Ingen videre diskussion! Så næste formiddag vandrede jeg med børnene op i byen i den tro, at vi havde god tid, men kom tilbage til en åben bro og en vinkende ægtemand ude i havneindsejlingen. Så vi måtte klatre rundt mellem fiskenet og mågeklatter for at stige ned i gummibåden. Vi syntes godt nok at det var frækt og typisk fransk sådan at afværge Kaptajnens påstand om, at broen altså faktisk åbnede et time før – nu havde den jo lige gjort det igen! Men da den franske vejrudsigt heller ikke kom på det forventede tidspunkt, så sagde det endelig BINGO! Vi havde ikke stillet vores ure en time frem! Oh, sind wir aber blöd! Tænk sig, næsten 2 dage på fastlandet med Euro og fransk sprog – men uden tanker om tidsforskellen! (Det ville aldrig være sket, hvis vi havde haft de kloge gaster med ombord!) 

Ja, men altså fra Calais gik det videre mod Oostende – i modvind og forholdsvis høje bølger. Der var mørke skyer på himlen – og de var ikke kun mørke, men også våde! Desuden begyndte motoren at lyde lidt sølle, så vi satte sejl og krydsede ind mod Oostende – i øvrigt en af vores yndlingshavne, ikke også Herdis?!? (Bare rolig, kære læsere, her er ingen dirty beretning! Det er "bare" en dejlig havn!). Vi ankom så endelig klokken 20.00 – våde og gennemblæste – i en havn, der virkede noget mindre end jeg erindrede. Men sådan er det jo altid (heller ikke den kommentar er dirty!) 

Oostende er en belgisk badeby, ret stor og ret spændende. Man ligger lige op ad centrum (strøget!) og strandpromenaden. Der er 5 meters højdeforskel her i havnen, så enten ser man op på de høje husfacader og de forbipasserende mennesker eller også stirrer man ind i en vammel og våd havnekaj! Glæden over de billige havnepenge er allerede "long gone"! Her i Oostende koster det 24 Euro: 195 kroner pr. nat! - til gengæld ligger man også meget uroligt og båden er overdænget med mågeklatter!   

Der er som altid sket en masse andre sjove ting, men som aldrig når at komme med i dagbogen. Lad mig sige, at vi hygger os gevaldigt og børnene er ikke det mindste søsyge mere. Her er stadig sommer – men alligevel kan man godt fornemme, at det er ved at være sidste udkald. Så lad os se, hvad de fremtidige sejladser og havne bringer os af oplevelser!

Sensommer-hilsen her fra Timshel og Co.

N.B. Hvad motorproblemerne angår, så fik vi det ordnet. En mindre reparation, færdig! Motorinteresserede kan jo henvende sig til Kaptajnen, hvis de ønsker en detaljeret beskrivelse af hændelsesforløbet!

Onsdag den 3. september – Vlissingen, Holland

Nu sidder jeg så her oppe i det efterhånden ret kolde cockpit – klokken er mange, børnene sover, og vi andre får os en night-cap! Der er sket en hel del ting og sager siden sidst, hvor vi lå i Oostende. Vi sejlede derfra en sen eftermiddag – en hyggelig sejlads – ikke ret mange sømil videre til Zeebrügge – eller det vil sige, at Kaptajnen sagde, det var en hyggelig sejlads – vi andre snorkboblede!

I Zeebrügge lå vi blæst inde en dag, men fandt en god legeplads til ungerne og fik løbet en tur (hvilket ikke sker for tit!). Dagen efter meldte vejrudsigterne rolig sejlads, og med den i tankerne tog vi ret tidligt af sted. Det viste sig dog at være lige lidt for tidligt. Vi røg ud i noget værre sø og vind imod os – alle ombord på nær Kaptajnen var søsyge. Ruben præsterede endda at kaste op lige i hovedet på sin sovende mor! Lækkert – sådan har jeg aldrig før fået serveret havregrød! Desuden begyndte motoren at sige meget mærkeligt og gik op og ned i omdrejninger. Så alle faktorer sammenlagt (bølger, søsyge og motormærkværdigheder) – valgte vi at søge i ly i den nærmeste havn: Vlissingen! Der var rimeligt langt derind – faktisk så langt, at vi nåede at opleve, at vinden, bølgerne og søsygen havde lagt sig – så hvis det ikke lige havde været for motoren, kunne vi have fået os en lækker solrig og rolig sejlads resten af dagen! Men altså, da vi ankom til Vlissingen havde vi sejlet godt 30 sømil den dag – desværre var vores udgangspunkt ikke meget bedre end den forrige havn, det vil sige, at vi havde sejlet en masse – uden egentlig at komme videre!

Nu er vi så nået til det sted, hvor der begynder at ske nogle ting. Vi har nemlig valgt at tilkalde hjælp udefra. Martins far har jo fra starten af tilbudt sin sejler-hjælp, hvis vi kom i bekneb med tiden (som jo for mit vedkommende er den 15. september!). Nu mener vi, at det er nødvendigt med hjælp. Så han ankommer her engang i morgen formiddag (torsdag den 4. september) – og så er det meningen, at jeg kører med børnene hjem til min mor i Flensborg og holder "sejler-ferie". På den måde slipper vi for de store Nordsø-bølger – og båden kan få lov til at sejle et ordentligt stræk uden at skulle tage hensyn til dens yngre besætningsmedlemmer! 

Jeg gruer lidt for den lange køretur . . . men bare CD-afspilleren duer, så er det vel til at klare!

Fredag den 5. september – Flensborg, Tyskland

 Tja, så er vi ankommet her hos mormor. Vi kom i går aftes klokken 19.40 og da havde vi været undervejs siden klokken 12.10! Det har været en lang køretur, solen skinnede og ungerne sov kun fra 12.45 – 14.00. Hele Holland var et stort byggeroderi, vejarbejde og mærkelige skilte og anderledes frakørsler. Så det tog al min opmærksomhed. CD-afspilleren duede selvfølgelig ikke – eller jo, den ville gerne spille voksenmusik, men den nægtede at afspille børnenes eventyr-CD'ere (hvad er det egentlig for noget med det der digitale pjat!). Så jeg måtte sidde og fortælle Askepot og Tornerose, alt imens jeg skulle holde øje med den tætte trafik. Jeg kørte da også forkert 2 gange! Men på en eller anden måde, så kørte det som smurt alligevel. Ungerne opførte sig pænt (jeg måtte kun råbe ad dem 2 gange!), vi holdt 2 korte pauser – og efter Hamborg var der fest og sjove historier i bilen (en lille prut-snak kan jo altid få gang i stemningen!). Så jeg må sige, at det var en hyggelig 7½ timers tur på 750 km!

Stefan og Henrik sejlede videre efter at have vinket farvel til os andre – og så tog de sig en natsejlads.  

Nu har familien været sammen dag og nat i lang tid, så det var lidt underligt at skulle forlade Stefan og båden sådan midt i det hele. Men det er nu alligevel skønt at komme hjem til mor . . . med en rigtig seng, vaskemaskine og masser af plads og legetøj til ungerne. Så vi har tænkt os at nyde den her uge!!! Jeg regner med at aflevere børnene næste weekend, så de kan være med til at sejle båden hjem til Hou. Alt imens jeg selv starter på nyt job. Men mon ikke der kommer flere dagbogsberetninger fra Timshel og dens besætningsmedlemmer?!?

Kærlig sejler- og landjords-hilsen fra Birte & Co.!

 P.S.: I dag har Stefan og jeg bryllupsdag - 5 år! – så nu fejrer jeg med et enkelt glas rødvin! Oven i købet gratis (og tør jeg tilføje: ad libitum!). Jeg får selskab fra mor – hun hilser, men undskylder at hun ikke helt kan erstatte Stefans tilstedeværelse (ja, og i hvert fald slet ikke hvad rødvins-indtaget angår!). Håber Stefan og Henrik også får sig en festlig aften derude på de vestfrisiske øer!

Fra Vlissingen til Vlieland

Så kom der igen ny besætning på Timshel. Jeg påmønstrede i Vlissingen efter en begivenhedsløs biltur gennem Tyskland i Stefans bil. Birte, Lucca og Ruben afmønstrede samtidig og tog bilen hjemover til Flensborg til Birtes mor.

Det var med lidt spænding fra begge sider at vi startede ud sammen. Stefan og jeg har da mødt hinanden før, men aldrig sejlet sammen. Vi har kun gensidigt fået beretninger om hinanden fra min søn Martin.

Vi startede med at tanke diesel, da vejrudsigten lovede meget lidt vind. Det var dog ikke helt så galt som det umiddelbart lød, da styrkerne bliver opgivet i Beaufort og ikke m/s, som jeg troende i starten!

Ud af havnen og gennem slusen for motor og tæt langs kysten. Det var skægt at iagttage badelivet et par hundrede meter væk, mens vi sejlede på ca. 15 m vand.

Der kom lidt vind, vejret var stadig klart solskin, vi fik sat sejlene og kunne lige strække op langs kysten i den nordøstlige vind, så livet var bare dejligt.

Vi var indstillet på, at der skulle sejles langt og med natten til hjælp, så vi fortsatte bare i lange kryds op langs kysten.

Havne er der ikke så mange af på strækningen, så allerede torsdag aften begyndte vi at snakke om Vlieland. Hvis det gik godt ville vi være der først på aftenen fredag.

Vinden rummede og friskede efterhånden så der skulle rebes, og med lidt medstrøm (2-3 knob det sidste stykke) endte det med, at vi kom i havn i Vlieland ca 14:30, hvor en Halberg-Rassy venligt gik ud og overlod os deres plads ved T-bro (flydebro) i stedet for at ligge i lag længere inde i havnen.

Jeg var en kort tur inde at proviantere i turistbyen, i det der er Hollands svar på Rømø, eller noget i den retning. Uheldigvis lige da en meget fyldt færge var blevet færdig med at læsse weekendturister af, så der var trængsel over alt.

Det var godt at få turens første måltid varme mad, rødvin, et brusebad og dernæst en god, lang nattesøvn.

Første del af turen var gået fint. Godt vejr, god vind, god mad, god strøm og gennemgående god enighed om, hvordan tingene skulle foregå, så alle bange anelser blev gjort til skamme.

Henrik@53°33'6N6°03'0Ø

Søndag den 7. september på vej til Helgoland. 

Vi stod tidligt op og gik ud af havne hullet klokken 6.55. Vi måtte sejle bidevind de første 10 sømil godt og vel, før vi kunne ligge kursen over mod Helgoland. Vel ude med tilpas vind skulle vi så have genakkeren op, og så gik det galt. En helt ny version af "alt hvad der kan gå galt - går galt". I hvert flad snoede ophaler linen til geankkeren sig rundt sammen med genuaen da vi halede den ind, og den sad bare fast. Vi måtte skære linen over og dermed ”ødelægge” genakkerposen. Ok det var så til at leve med, det var trods alt kun et stykke tov. Vi fandt nu spileren frem og gjorde klar. Hvis Hr. Lærer ser en elev sætte spiler uden at fæstne spilerposen, ja så er det vel nok bare lidt for dumt, for hvem har ikke sagt at det første man gør, er at sætte spilerposen fast. Da vi halede spileren op så jeg posen ligge løst på spileren, jeg havde glemt at fæstne den, Henrik sprang op for at gribe den, men ikke i dag. Okay, så stod spilerne der og hvad sker der så, vinden lægger sig og vi kan tage det hele ned starte motoren og endelig få vores velfortjente morgenmad. Efter morgenmad og opvask gik undertegnede i masten for at få det før omtalte tovværk filtret fri og først nu 12.00 kan vi endelig få lov at slappe lidt af. Hvem siger at det er kedeligt at sejle !?

Natten til tirsdag den 9.september klokken 2.55.

Blev vækket af bådens knirkende lyde mod kajen. Vinden er af kulingsstyrke og næsten tværs, desværre til luv. Da vi samtidig har to tyske Halberg Rassy'er udenpå, bliver trykket desværre ret kraftig, og i hvert fald for mig helt umuligt at sove. Jeg er glad for årets nyindkøb af to store kuglefendere, og det er så sandelig ikke for meget, utroligt at de ikke sprænger. Henrik sover åbenbart ganske godt, skægt nok talte vi om det med at høre lyde ombord lige før vi gik i seng. Forskellen på om det var ens egen både eller ej. Mødte i øvrigt min tyske "overfor nabo" på kajen og fik en snak, hans kone sov ligeså.
Klokken 4.07
Kan selvfølgelig ikke sove. Har været en tur på havnen, der går andre rundt eller retter på fortøjninger / fendere. Da vi inspicerede båden inden vi gik i seng, opdagede vi i øvrigt at vi manglede en fender, håber at finde den i morgen, kunne godt bruge den lige nu.
Havnens vindmåler sige ofte 35 knob hvilket svare til omkring 18 s/m eller starten på en beaufort 8.

Jeg kom i seng klokken 6.00 pågældende nat og fandt i øvrigt ikke fenderen næste dag, men købte en ny kuglefender, da det hel dagen igen blæste hård vind.

Ellers har opholdet på Helgoland været rigtig godt, det er en meget speciel og smuk ø. Selvfølgelig har den også sine mindre smukke sider,  men det trækker nu ikke meget fra. Vi har gået meget rundt og set en del. Blandt andet var vi med færgen ovre på naboøen Die Düne hvor vi så næsten 100 sæler der lå og slikkede sol, på selv samme strand hvor man også badede - fedt.
Fugle livet er også noget specielt, vi mødte da også mange "fuglekikkere" med kikkert og hele udstyret.

Henrik har afsløret sine store evner inden for madlavning, så han hat serveret nogle dejlige retter her på det sidste, og er i øvrigt blevet udnævnt til chefkok ombord på Timshel.

Onsdag den 10. september

Vi kom af sted i morges klokken 7.00  fra Helgoland og havde en lækker sejlads til Brunsbüttel. Vi er efter diesel tankning på vej til Giesalau Kanalen ( en tarm til Kiler Kanalen), hvor vi vil overnatte inden vi i morgen sejler til Kiel.
 

    Stefan

Næsten på hjemmebane

Aftenen i Gieselerkanalen var meget stemningsfuld, blikstille og flot solnedgang. Natten gav noget regn og torden, men hvad gør det, når man ligger trygt fortøjet og kan nyde livet i køjen.

Vi sejlede tidligt, jeg var end ikke nået at komme ud af soveposen, før Stefan lettede. Det var en flot morgen med sol og dampende vand. Sejladsen til sluserne i Holtenau forløb gnidningsløst, og vi måtte kun vente ca. et kvarter, før vi kunne blive sluset ud, efter at have betalt sluseafgift.

I Holtenau skulle der lige handles lidt toldfrit. Jeg følte mig sat mange år tilbage, da vi kom ind til Hermann Thiesen: Lidt fødevarer, lidt bådudstyr blandt andet en kofilnagle og mange andre tilsyneladende ukurante ting, lidt slik og andet. Også lageret, hvor vi fik varerne udleveret, lignede noget, der havde overlevet sig selv. Og ægte tysk eller hvad? Toldpapirerne skulle udfyldes; men efter en opringning til toldvæsenet fik ekspedienten at vide, at det kunne han da egentligt lige så godt selv gøre, de gad egentligt ikke spilde tid på det!

Ud på Kielerfjorden og kryds nordover. Det var faktisk den mest ubehagelige sø jeg har oplevet på min del af togtet. Forholdsvis korte og stejle søer. En gang "faldt jeg i et hul" så Skipper måtte op og høre, hvad der egentligt foregik. Efterhånden fik vi en smule slæk på, og så gik det bare mod Maasholm, hvor der var stille og dejligt og aftensol.

Vi fejrede den gode sejlads med at gå i brusebad og dernæst gå ud at spise, afsluttende med kaffe/te og en lille en til.

Henrik 54°50N9°44V

Ferie i Flensborg – en hilsen fra Heidi / Mor / Mormor 

Torsdag, 4. september
Væsentligt tidligere end forventet kom Birte,  Lucca og Ruben – jeg havde forventet en træt Birte og to sovende børn hen ad midnat, efter Birte havde ringet ved 12-tiden og snakket om 850 km og små 12 timer . . .

Birte tømte bilen, flyttede ting og tøj i gæsteværelset og fordelte ca. 17 bunker snavset vasketøj over gulvet i det meste af huset, mens børnene spredte husets legetøj dér, hvor Birte havde levnet lidt plads. Vaskemaskinen fik fuldtidsjob i en uges tid, mens tørretumbleren og tørrestativ kom på arbejde både skiftevis og samtidigt. Også opvaskemaskinen fik så travlt som aldrig før. Aftenen sluttede med et par glas rødvin, en enkelt cigaret og to børn, der faldt i søvn på sofaen.
 

Fredag, 5. september
Børnene legede og Birte fodrede vaskemaskinen, mens jeg tog til "fredagsmøde" kl. 8:00. Efter jeg var kommet hjem, tog vi på indkøbstur i Aldi og Schlecker. Nu var vi forsynet med diverse slags shampoo, vaskepulver og madvarer (især dem, man kun plejer at få her såsom kanelchips, multivitaminsaft og Haribo-produkter). Resten af dagen blev der leget, vasket, hygget, spist Aldi-pizza og snakket. Om aftenen ringede vi til Signe for at sige tillykke med fødselsdagen, og bagefter fejrede vi Birtes og Stefans bryllupsdag.

 Lørdag, 6. september
Dagen blev til en rigtig slap-af-dag for os – kun vaskemaskinen fik ikke fri. Mens den var i fuld gang, tog vi på stor indkøbstur i "Förde-Park". Vi købte en kollega til tørrestativet, fødselsdagsgaver til Signe, lidt udstyr til Birtes kommende arbejde, nogle bolde til huset i Moltkesgade, en lyserød mobiltelefon med hylster til Lucca og  til Ruben en lyseblå trådløs telefon med basisstation, som kan bruges som Klaver.
Eftermiddagen fik vi til at gå med at sætte cykelanhængeren sammen . . .
Efter aftensmaden mailede Lucca og jeg et brev til Stefan og Henrik. Efter børnene var faldet i søvn, kunne Birte og jeg hygge os igen med det, vi plejer . . .
Søndag, den 7. september
Kl. 10:00 kom Herdis og Kamma. De havde besøgt Marianne, hvor Kamma havde fået den smukkeste balletkjole, man kunne tænke sig. Balletsko og tykke, lyserøde lægvarmere inklusive! Efter et par timers snak og leg tog vi alle sammen nordpå – Herdis og Kamma hjem og vi andre til fødselsdagsfest i Hadsten. Her var der liv og glade dage: Foruden Signes mormor, morfar, oldemor, tante og onkel var der også Signes farmor (Heidi) og de dele af Nielsen-familien, der ikke mere hedder Nielsen.
Vi fik fødselsdags-boller og to lagkager: en "Oldemor-lagkage" med hjemmebagt bund og syltetøj i flere lag og en "Signe-lagkage" med pandekager og flødeskum-nutella-fyld i endnu flere lag – begge med 6 lys på – lækker, lækker, altså kagerne!
Efter en masse snak, leg, skæg og ballade tog vi hjem igen. Turen virkede slet ikke lang, da vi heldigvis havde både Rubens lyseblå, Luccas lyserøde og min kedelig-grå mobiltelefon med.  Hele turen kunne vi snakke i telefon sammen som Line og Iben Andersen, deres mormor, deres lillebror og flere andre fantasipersoner. Da vi var kommet hjem, kunne vi lige nå at spise en smule og gøre klar, så vi kunne se en dejlig kærlighedsfilm i fjernsynet. Kun Ruben synes, den var lidt kedelig – han faldt i hvert fald i søvn!

 Mandag, 8. september
Det er blevet hverdag på Moltkesgade 20a. Jeg passer mit arbejde, og Birte tager på en daglig tur med børnene. Den dag gjaldt det at prøve, om cykelanhængeren kom op ad bakken igen efter en tur til midtbyen. Den klarede det – endda med ekstra læs! Børnene havde nemlig fået et par nye bukser hver. Resten af dagen måtte de tre passe sig selv, mens jeg var til møde i Husum.

Tirsdag, 9. september
Det er godt at have besøg, der har bil med! Min bil skulle til service på værkstedet, og for en gangs skyld kunne jeg trække på gratis taxi – to gange! Dagens tur for Gerber familien gik ellers til McDonald's, hvor den stod på rutschebane, legeplads og "overraskelser", som blev til små elektroniske spil. Jeg tror, de fik også noget at spise. Jeg fik min aftensmad i Kiel, lige før mødet.

 Onsdag, 10. september
Mens jeg var til et par formiddagsmøder, hyggede de tre sig herhjemme. Over middag skulle mit køleskab og Birtes klædeskab fyldes op igen, så vi tog til Aldi. Det blev nu kun til en masse mad til køleskabet og en undertrøje til klædeskabet – ja, og så til bl.a. en pakke bleer til Lars. Han var på hjemtur fra et eller andet sted i Tyskland og havde nået at bestille rettidigt. Sidst på eftermiddagen kom han forbi og hentede varerne, mens Birte & Co. var dagens tur til svømmehallen i Bov og jeg til møde på Flensborghus.

Torsdag, 11. september
Birte og børnene fik sig en hurtig morgentur. En ny butik, "Lidl" bag Shell-stationen i Marieallé, skulle besigtiges. Kl. 12:30 tog de på ugens største uden-mig-tur: til Bov for at besøge Nugger og familie. Jeg havde for en gangs skyld ingen møde og kunne nå en masse skrivebordsarbejde. De tre kom hjem ved 20-tiden. Børnene nåede faktisk at falde i søvn undervejs og røg lige fra bilen i sengen. Birte og jeg kunne så se en spillefilm og hygge os – det var jo vores sidste fælles aften. Den efterfølgende nat blev ikke så rar for især Ruben – han havde ondt i øret og græd et par timer. Lucca havde også klaget over ørepine tidligere på dagen . . .

Fredag, 12. september
Mens jeg var til fredagsmøde, tog de tre til tandlæge i Padborg. Da han ikke kunne hjælpe mod ørepine, blev de sendt over til lægehuset. Lægens diagnose: væske i ørerne, som kan gøre lige så ondt som betændelse. Lægens terapiordre: Ingen vand i ørerne, hverken bade-, bruse-, regn- eller svømmehalsvand! Mens Ruben sov til middag, tog Birte til Aldi for at kunne forsyne Timshel's kommende besætning med mad, vand og vin. Lucca og jeg kunne forfatte et nyt brev til Stefan og Henrik.
Eftermiddagens familietur gik til fods til busstoppestedet, derfra med rutebil til Mørvig og så ind til en bager – Ruben var allerede blevet sulten og tørstig i Moltkesgade. Hjem kom de på samme måde, bare omvendt. Efter halvanden time var de tilbage og jeg kunne nå at sige farvel og tage til foredrag og møde på Flensborghus.

Lørdag, 13. september
Birte havde travlt med at samle alle sine bunker, der i mellemtiden bestod af pænt sammenlagt, rent tøj, så Lucca og jeg kunne maile igen – også Ruben fil lov til at trykke på tasterne. Ved 10-tiden tog de tre så af sted med en bil, der var fyldt op til kanten. Stakkels båd, der skulle tage over . . . Efter et par timer kom de alle sammen inkl. Henrik og fik frokost. SdU gav sandwichs. De var blevet tilovers efter mødet dagen før. Bagefter tog den genforenede familie med cykelanhængeren af sted til Jahrmarkt/Tivoli, og vaskemaskinen åndede lettet op. Jeg tog Henrik med til Flensborghus, hvor jeg skulle ordne nogle ting. Henrik ville se søfartsmuseet og gå en tur gennem byen og/eller langs havnen. Og jeg kunne koncentrere mig om landgangs-bidraget til Timshel's dagbog. 
                                                                                                                                        Heidi
 P.S.: Søndag, 14. september, kl. 12:10

Nu har jeg lige været ved havnen, hilst på Stefan, børnene og cykelanhængeren og har fået en pose brændte mandler fra Jahrmarkt. Birte, Henrik og hans bagage kom med hjem til mig. Her blev Birtes bil fyldt op igen, Henrik fik en kop te, Birte en smøg, jeg lidt afveksling og farvel-knus, og nu er der ro i huset og tomhed på gulvene. Tak for besøget! Vaskemaskinen glæder sig allerede til det næste!

 

Fredag den 12. september kom Henrik og jeg til Flensborg, - i dag er det den mandag den 22. september.

Efter rengøring af båden troppede Birte, Lucca og Ruben op lørdag eftermiddag, og vi sluttede dagen af med den obligatoriske gaste-farvel fest for Henrik. Søndag tog Birte og Henrik så af sted og jeg var alene med børnene. Vi har rigtig hygget os, været på legepladser, bygget uro, badet , shoppet, spillet spil med mere og var det ikke for "problemet", så ville det have været helt perfekt, men nej.
På grund af god tid, ville jeg skifte rorbøsningerne på båden, da der var slør i roret. Jeg fik da også en aftale med Flensborg Yachtservice. Onsdag morgen skulle jeg være ved deres kran og det hele skulle så gå "bim bam busse" og vi kunne sejle videre klokke ca. 15.
Det hele gik også forholdsvis fint, dog med den katastrofale undtagelse at deres kranmand løftede Timshel med den ene løftestrop på sejldrevet.
Efter søsætningen virkede alting umiddelbart normalt, men da vi ankom til Sønderborg om aftenen lød motoren meget mærkelig. Jeg kontaktede en motormand i Sønderborg, og konklusionen på alt dette og mange telefonsamtaler senere med henholdsvis, Flensborg Yachtservice, min forsikring samt taksator og motormanden i Sønderborg, er at Timshel nu står på land i Nybøl Nor for at blive gennemtjekket, så vi er helt sikre på at motoren og diverse bælge og sejldrevet ikke fejler noget. Vi er nu indkvarteret ved svigermor i Flensborg, hvor vi også fejrer min fødselsdag i morgen.
Vi håber / regner da stadig med at være hjemme senest fredag den 3. oktober hvor vi kan overtage huset igen.

Venlig hilsen Stefan

Togtets sidste sejlads

I skivende stund har vi fredag den 17. oktober. Timshel anduvede Hou havn i mandags, og hvad er der sket i mellemtiden?

Efter at sejldrevet, propel, gear med mere var tjekket godt og grundigt, dele heraf sendt til specialister rundt i landet, fik vi klarmelding fra Søholm Marine om at vi kunne hente båden.
Martin og jeg tog af sted lørdag formiddag, hvor Birte, Lucca og Ruben kørte os til toget i Horsens. Herfra gik turen til Padborg hvor Heidi (svigermor) hentede os. Vi slog lige et slag over grænsen for at købe lidt ind, for derefter at køre til Nybøl Nor ved Gråsten, nærmere betegnet Søholm Marine.
Vejret var mildest talt noget.... - regn og kuling, så vi ordnede og gjorde klar, for tidligt næste morgen at sejle mod broen i Gråsten. Vi havde en lækker tur til Middelfart hvortil vi startede i frisk vind og endte med motor sejlads.
Mandag morgen blev vi vækket ved otte tiden da en mand kravlede ned i vores kahyt, jeg  tænkte straks at nu ville de hvis have os til at flytte og hvad bilder han sig egentlig ind. Det viste sig efter at jeg havde fået søvnen ud af øjenkrogene, (ja, Martin registrerede selvfølgelig ikke noget, han har flere gange vist at han kan sove hvor og med hvad som helst som hovedpude); at det var Martins far Henrik der kom kom med morgen brød og basser.
Efter denne hyggelige morgen komsammen, sejlede vi en lækker krydssejlads til Hou, solskin og op til frisk vind, en skøn afslutning på en uforglemmelig tur hvor vi blandt andet besøgte Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Skotland, Irland, Wales, England, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland.

Stefan